ESCARRAMÁN

★★★★☆☆

ESCARRAMÁN er er en spansk teater-mytologisk figur fra det 17. århundrede og navnet på en slags tegneserie-opera, hvori der indgår spanske dansesange og arier fra 1600-tallet. Denne ‘opera comics’ indleder den kommende weekend en landsdækkende turné i Hofteatret, hvor handlingen fortælles via en projekteret tegneserie og en fortæller.

De spanske dansesange og arier fra 1600-tallet ledsages af nykoreograferet dans med inspiration i den sensuelle, tidlige flamenco. Forestillingen er produceret og spilles af ensemblet Via Artis Konsort, og på scenen møder man blandt andre en god håndfuld veloplagte spanske og danske sangere og dansere.

Handlingen tager sit udgangspunkt i barokkens Spanien, hvor musikeren Juan de Vado lever et dobbeltliv. Han er ansat ved kongens hof som musiker ved Sarao’s og andre fester, men betalingen er så ringe, at han må finde andre indtægtskilder for at forsørge sig selv og sin familie. Det betyder et møde med en underverden af plattenslageri og småtyverier.

I samme underverden henter han også den musikalske inspiration, og sit alter ego Escarramán. Den spanske underverden, befolket af marginaliserede spaniere, moriscos og sigøjnere, har sin egen subkultur med sit eget sprog og musikalske udtryk. Sange og danse fra folkedybet splitter den kulturelle elite i Spanien; på den ene side forarger dansesangenes indhold og fremførelse, på den anden side er de uundværlige f.eks ved større kirkelige fester, hvor de populære sange og danse blot får en ny religiøs tekst forfattet til lejligheden, ofte forfattet af en tidens anerkendte teaterforfattere.

De spanske dansesange er både åbenhjertige/frivole, temperamentsfulde/løssluppne, sensuelle/syndige, melodiøse/vulgære, udtryksfulde/ublufærdige etc – afhængigt af øjnene, der ser. På den måde repræsenterer figuren Escarramán en kulturel dualitet i barokken; det folkelige/ægte versus det kunstfærdige/forlorne, en dualitet der er set udtrykt mange gange i løbet af historien, blandt andet i H. C. Andersens eventyr.

Små irritationsmomenter som en overdrevent teatralsk fortællerstemme og det faktum at de store instrumenter forstyrrer billederne trækker ned, og man ville også gerne have haft længere tid til at læse oplysningerne om de enkelte sange. Men samspillet mellem tegneserien og den levende musik, sang og dans gør Escarramán til en usædvanlig oplevelse, man ikke ville have været foruden.