PETRUSHKA – EXTENDED

★★★★★☆

Granhøj Dans fra Århus er for en tid rykket ud på Teaterøen i København, hvor de holder urpremiere på PETRUSHKA – EXTENDED, en nu time lang ballet burlesque til musik af Igor Stravinsky. Forlængelsen skyldes, at man har formet forestillingen som et prøveforløb med indbyggede pauser, der både afspejler selve den kreative proces i skabelsen af en danseforestilling, men samtidig også viser de medvirkendes frustrationer og indbyrdes relationer undervejs.

Således antydes fra start en intim relation mellem pianisten (den dygtige Maria Eshpay) og instruktøren (storartet fremstillet af den afsindigt energiske danser og skuespiller Mikolaj Karczewski).

Laszlo Fülöp afslører i titelrollen – Nijinskys gamle glansrolle – en vis teknisk virituositet som danser, og Palle Granhøjs legesyge koreografi lader den hvide klovns maske spille en stor rolle i kærlighedsintrigerne – i fiktionen såvel som i "virkeligheden". Sofia Pintzou forekommer ligeledes uhyre præcis i sine overrumplende næsten spasmeagtige bevægelser og sin stærke dramatiske udstråling. Med sit pubcrawler-look fremstår Bill Eldridge som en forfriskende anderledes danser.

Aldersmæssigt og sprogligt kommer vi ligeledes vidt omkring, men netop deri består det en af det kunstneriske arbejdes allerstørste kvaliteter: At selv når man ikke forstår hinanden helt, forstår man det essentielle.

Palle Granhøj er ikke bleg for at inddrage kunstnerisk narcissisme og ligegyldighed i sin forestilling, og når forbløffende vidt omkring også rent dansemæssigt – hvor vi bevæger os fra det næsten klassisk smukke til det groteske, og fra det voldsomme til det sarte. Midt i kærlighedsdramaet finder han så ogsål plads til humoren – uden at svigte alvoren.

Resultatet bliver en frisk og fornøjelig dansetime proppet med originale detaljer og alsidige udtryk.