HEART OF A DOG

★★★☆☆☆

Det er allerede henved 30 år siden, at Laurie Anderson gjorde sin entre i de danske biografer med det ejendommelige værk "Home of the Brave". Nu er hun tilbage med filmen HEART OF A DOG, der på samme måde vil dele vandene, men det – vil nogen givet mene – er en kvalitet i sig selv.

HEART OF A DOG forekommer under alle omstændigheder at være en meget personlig film, der tager udgangspunkt i Laurie Andersons nære forhold til sin hund Lolabelle. Med slet skjulte buddistiske betragtninger om livet og døden får vi en lind billedstrøm af alt fra hjemmevideoer til diverse dokumentaroptagelser og kunstfærdige visuelle eksperimenter.

Laurie Anderson har et nydeligt sprog og en smuk klang i stemmen, men næsten fem kvarters non-stop snak til en ikke altid lige overbevisende billedmosaik trækker tænder ud. Der kommer også i passager en irriterende selvhøjtidelig tone i hendes betoninger, og filmen pendler til stadighed mellem det visionære og det prætentiøse. Både musikalsk og billedmæssigt kan man ikke fratage hende en vis kunstnerisk nysgerrighed, men de endeløse optagelser af den guddommelige køter, der både kan spille klaver og lave moderne kunst, bliver for meget.

Filmen er dedikeret til hendes afdøde mand, Lou Reed, der også får lov til at synge filmens slutsang, men om portrættet af Lolabelle i virkeligheden afspejler forholdet til den afdøde mand er filmen – heldigvis – al for defus til, at man kan sige noget præcist om det.

HEART OF A DOG kræver en del – og nok for meget – af sit publikum, og selvom man gerne vil være imødekommende for dette forsøg på nytænkning, så fremstår projektet ulideligt narcissistisk. Man forlader derfor salen i taknemmelighed over, at ikke alle filmskabere bilder sig ind, at deres filosofiske forhold til deres kæledyr kan interessere andre.