KONG ARTHUR

★★★★☆☆

I Ulvedalene er det atter blevet tid til et præsentere kongeligt teater i ødsel indpakning. Iscenesætteren Heinrich Christensen bringer historien om Kong Arthur, ridderne af det runde bord, sværdet i stenen og Camelot ind i vor tid uden al for megen finfølelse, men med god dynamik og fræsende energi. Man skal dog ikke tage de små børn med til forestillingen, der rent fortællemæssigt primært henvender sig til voksne. Emner som blodskam samt et sluttidspunkt, der betyder sengetid efter midnat vil også afskrække diverse børnefamillier.

En lige lovlig råbende Nicolas Bro har heller ikke denne gang problemer med at mobilisere den fornødne uskyld til en titelrolle, men det bliver alligevel Ole Lemmeke og Tammi Øst, der i bogstaveligste forstand tilfører forestillingen magi. Han i en festlig dobbeltrolle som henholdsvis magtfuld troldmand og syret skuespiller uden styr på virkemidlerne, hun som Arthurs søster, en saftig grum heks med fortryllende kostumeskift. Begge kan desuden tale, så vi lytter og drukner ikke i de storslåede omgivelser, som scenografen Palle Steen Christensen har udnyttet maksimalt.

På plussiden finder vi også Marie Louise Willes iltre dronning og Esben Smeds vanartede teenager Mordred, mens andre kæmper forgæves med den storladne spillestil som Heinrich Christensen har slået an. Det skyldes også til dels sproget i Jokum Rohdes udformning, der må have været en udfordring for de medvirkende. Rent tematisk har Jokum Rohde ikke flyttet sig, og også KONG ARTHUR bliver en fortælling om erkendelse af den ondskab, som vi selv har fostret. Måske det var på tide at give en anden forfatter mulighed for at skrive dramatik til Ulvedalene, så de yngre generationer i højere grad inddrages?

Det er som udstyrsstykke med overdådige kostumer og ditto sminke, heste og motorcykler, dueller og fyrværkeri, at KONG ARTHUR kan noget ganske særligt. Og når Xenia Lach-Nielsen som søens dame synger ud i den lune sommeraften, mens lyset sænker sig, mærker man for alvor skovens trylleri.