ICE AGE:

DEN VILDESTE REJSE – 3D

★★☆☆☆☆

Der er vel næppe andre animationskarakterer, der siden årtusindeskiftet har opnået større universiel popularitet end den lille Scrat? Navnet er en krydsning af de engelske ord for egern og rotte, og allerede fra sin spillefilms debut i den første ICE AGE-film for næsten 15 år siden tog den verden med storm.

Men da dens agern hele tiden har et stort agern som omdrejningspunkt, kan man godt efter så mange år nå til et vis mæthedspunkt som tilskuer. Charmen forekommer i al fald at være aftagende i ICE AGE – DEN VILDESTE REJSE, og det kan end ikke 3D gøre noget ved.

Instruktørerne Mike Thurmeier og Galen T. Chu forfølger ellers den forvrøvlede tidsmaskine-ide, der blev introduceret i en Scrat-kortfilm, men som her i for voldsom grad bryder med det forhistoriske univers, som filmen foregår i. Vel er sci-fi genren populær og vel får vi en forklaring på, hvorfor der ikke er liv på Mars mere, men det virker alligevel som et brud, der minder om, da Walt Disney introducerede Supermule og Stålanden Anders. Et knæfald for den dårlige smag.

De øvrige figurer i den nye ICE AGE-film sovses ind i temmlig gammeldags familiedyder, og kun den operaelskende Buck fornøjer for alvor – bl.a. fordi Jens Jacob Tychsen krukker så overdådigt på lydsiden.

At disse evindelige efterfølgere først og fremmest fungerer som pengemaskiner og ikke i tilstrækkelig grad genererer kreativitet og fornyelse, synes efterhånden at være gået op for folkene i Hollywood. I al fald har chefen fra Pixar for nyligt udtalt, at man ikke planlægger at lave opfølgere til en række af deres seneste computeranimerede filmhits.

Scrat og co. vil næppe heller tage skade af at blive frosset ned – i al fald et årti eller to.