NERVE

★★☆☆☆☆

Titlen NERVE, der i denne sammenhæng betyder noget i retningen af "vovemod", henviser til et spil på internettet, hvor folk kan tjene penge ved at gennemføre stadig mere dumdristige udfordringer.

Det er der kommet en helt igennem hyklerisk film ud af, der pisker en stemning op omkring de mere eller mindre vanvittige udfordringer, for så til sidst at sætte ind med belærende ord, mens det potentielt unge publikum allerede er i gang med at tænde mobilerne. En vildfaren skolelærer eller to vil muligvis ud fra handlingen bilde sig selv ind, at filmen kunne bruges i undervisningssammenhæng, men dertil fremstår desværre alt for åndsforladt og urealistisk.

Hovedrollen spilles af en fersk frøken ved navn Emma Roberts, der har bidraget til tvivlsomme titler som "America’s Sweethearts", "Scream 4" og "Scream Queens". Man har svært ved at spore andet end en ydre udvikling hos denne frigide Barbi, så opmærksomheden flyttes let til frække Dave Franco, som man helt passende ikke rigtig ved, om man kan stole på. Emily Meade og Colson Baker er heller ikke dårlige som hovedpersonens rivaler, mens Miles Heizer kæmper bravt med en kedelig rolle som ven.

Det etnisk variable rolleliste forekommer ligeså selvmodsigende som filmens portræt af spil på nettet, eftersom hovedpersonen som sædvanlig er hvid, og man fristes til at tro, at den splittelse, der synes indbygget i selve projektet skyldes, at der har været to om at instruere (Ariel Schulman og Henry Joost). Resultatet ender i al fald med at gå os på nerverne.