★★★★☆☆
Naturligvis skal en iscenesætter have lov til at pille ved klassikerne, han eller som i dette tilfælde hun har ligefrem pligt til at gøre teksterne relevante for deres samtid. Elisa Kragerup har tidligere som ingen andre i hendes generation har forstået og formået dette.
Vi befinder os i et gigantisk faldefærdigt skolelokale med mobilt gulv og et hav af stole, som der flittigt smides rundt med. På bagscenen finder vi en lille montre til stykkets karakterer, når de ikke er på og er henvist til at fremstå som udstillede historiske fosiler. Dramatisk flot, men når der i anden akt dukker en natklubsangerinde op i den ene side af skolelokalet, bliver man forvirret.
De på sin vis flotte groteske kulørte kostumer, der synes inspireret af Tim Burtons "Alice i Eventyrland", skaber en interessant men ubegribelig kontrast til lokalets nøgne væge, men vi har tillid til, at vi får et svar af det unge instruktørorakel, inden forestillingen er slut. Det sker ikke.
Elisa Kragerups iscenesættelse myldrer ellers med skæge detaljer og sjove optrin, men lider gevaldigt under, at vi er ret ligeglade med titelrolleindehavernes skæbner. Det skyldes ikke alene skuespillerne Peter Christoffersen og Maria Rossing, men formodenligt også, at Elisa Kragerup har fortabt sig så meget i sine egne finurlige indfald, at hun har mistet grebet om de store historier. Hvad er det egentlig, der er vigtigt i disse historier?
I første del fokuseres gevaldigt på Iokastes besættelse af Ødipus’ tæer (parallellen til Maria Magdalens salvelse af Jesus’ fødder fatter man altså ret hurtigt!) ligesom en let homoerotisk brydekamp mellem brødrene Polyneikes og Eteokles fylder uforholdsmæssigt meget i anden akt. Men er det virkelig det væsenligste i disse to historier?
Gudskelov har Tammi Østs Iokaste en lang enetale mod slutningen af første akt, hvor sproget løfter sig og hvor forestillingen som helhed får dramatisk vingefang. Og Karen-Lise Mynster giver især i anden akt sin Kreon en indædt vrede, der engagerer os. Simon Bennebjerg må stadig kæmpe lidt med ordene, men hans portræt af den lidt sølle Haimon rører os i det mindste.
Ellers forbliver Det Kongelige Teaters ØDIPUS OG ANTIGONE en mærkværdig tegneserieversion af de store græske tragedier. Spektakulært teater uden den fornødne tyngde.
