★★★☆☆☆
Denne særegne Immigrant-forestilling så dagens lys på Louisiana museet, men er efter en pause nu havnet i Karen Mindes kulturhus, der råder over et såre beskedne teaterrum. Her er knirkende døre, dårlige stole og billig hjemmebagt kage, men heller ikke ret meget andet.
Brechts tekster kræver ro og eftertænksomhed, og det har de nok i højere grad fået på Louisiana end her. To gæve tyske skuespillerinder iført mandetøj kæmper en brav kamp med det danske sprog i formidlingen af ordene, og selvom det låner en vis autenticitet til forestillingen, at de må kæmpe med sproget, så virker det forstyrrende, når vi ikke kan forstår om mor kommer hummer eller humos på brødet (det viser sig at være håb!). O’er lyder som å’er, og man overvejer, om de herretøjsklædte skuespillerinder Xenia Noetzelmann og Katrin Weisser bevidst overspiller sprogvanskelighederne. Det behøver de i al fald ikke.
Brecht var immigrant i Danmark jvnf. karakteren Herbert i TV-serien "Matador". Absolut værd at minde om i en tid som denne, men helt forløst bliver ideen ikke, hvor sympatisk den end synes. Jonas Littauer formår ikke i tilstrækkelig grad at skabe fokus og ro om de enkelte indslag, og man fornemmer på denne tilsyneladende no budget-forestilling, at lyssætningen er en luksus, man må klare sig uden. Scenografien består af en halv snes store plastikkasser med bl.a. neskaffe og pølser.
De, der forventer iørefaldende musiktemaer, fordi aftenens komponist hedder Bent Fabricius-Bjerre, bliver fælt skuffet. Derimod får vi stemningsmættet tysk inspireret kølig musik fremført til perfektion af den virituose harmonikaspiller Bjarke Mogensen.
IMMIGRANTEN er et ikke uinteressant forsøg på at gå nye veje med dansk teatere samtidig med, at man vil fortæller en vedkommende og relevant historie. Lad os håber det lykkedes bedre næste gang.
