Forside

logo logo logo

 

 

DON'T TOUCH NEFERTITI

★★★★


Jo, årets Crazy Christmas Show er alt for langt og flere af vittighederne mere end genkendelige. Men det synes næsten at være en del af charmen ved Vivienne McKees helt særlige og tilsyneladende uopslidelige juleshows i Glassalen, Tivoli.

Ingen kan på så overskudsagtig facon håndtere, når en joke falder til jorden med så meget format som Vivienne McKee. Samtidig har hun sjældent set så forførende ud - især når hun danser med smittende livsglæde, som end ikke et "fat suit" ikke kan neddæmpe. Hendes van Helsingør må dog gerne blive mumificeret for tid og evighed.

David Bateson lufter atter sin tyske accent og det erigerede lem (armen!!!), mens den smånuttede Bennett Thorpe ikke får meget at hive i denne gang, men hvis godmodige lune klæder forestillingen.

Katrine Falkenberg og Rikke Hvidbjerg leverer begge effektiv amerikansk showsang, mens en muntert overspillende Caspar Phillipson spider britisk overklasse.

Sidst men ikke mindst udfylder forestillingens komiske centrum Andrew Jeffers forestillingens mest overdådige kreationer, som Kirsten Brink igen i år er ansvarlig for. Brink fortjener også særlig ros i år for sin scenografi, der bl.a. henter inspiration fra det gamle egypten og ikke så lidt fra Agatha Christies "Døden på Nilen". Derfor forekommer det også helt naturligt, at selveste Hercule Poirot dukker op, og man får ligefrem lyst til at gense de evindelige tv-udgaver i sceneversioner, hvis bare Andrew Jeffers ville påtage sig rollen igen.

Musikalsk udvises der større nysgerrighed end normalt, og det må siges at være et plus. Kuppet er naturligvis, at man allerede har fået indarbejdet årets James Bond-hit i opsætningen, men også stemningsmættede sange fra 30erne med sofistikerede tekster af bl.a. Noel Coward og Cole Porter bidrager til den elegante ramme. Og som veloplagt afslutning får vi så en form for teaser til Tivolis store musical-satsning "Hairspray" - det lover godt!