MED HOVEDET I HIMLEN

★★★★☆☆

Hansi Hinterseer må være skudt i roen, hvis han fyrer to så talentfulde korsangerinder, som dem man møder på Amagers Teater Play forud for en landsturné.

Forestillingen hedder MED HOVEDET I HIMLEN, og den genforener to korsangerinder, der begge nu har rundet de 50, men som stadig har let til sang og latter. Til glæde for publikum, der forkæles med en alsidig buket evergreens – fra Birthe Kjær og Monica Zetterlund til numre fra musicals som Little Shop of Horrors og La Cage Aux Folles.

Mellem de medrivende musikalske intermezzoer hører vi deres livskloge betragtninger om kærlighed og karriere, og vi erfarer, at ingen af dem er gået igennem tilværelsen uden modgang.

En yderst beskeden scenografi omkring et lille bord og et par stole er alt hvad Anne Karin Broberg og Susanne Breuning skal bruge for at funkle som de to ex-sangerinder. Teksten består ret beset ikke af lutter guldkorn, men den er heldigvis god nok, når disse forrygende furier trykker den af.

Gæve Anne Karin Broberg er ikke blot en storartet sangerinde, men får her lejlighed til at vise, at hun sagtens kan spille andet end revy. På samme måde afslører rappe Susanne Breuning, at hun ikke bare oser af musikalitet, men også kan fremstå direkte skræmmende, da hun i anden akt afslører, hvorfor hendes karakter kun bør drikke eet glas vin.

Iscenesætteren Louise Schouw har med andre ord fået sjældent sete sider frem hos begge de damer, men burde nok have ladet den dygtige pianist Thomas Pakula forblive bag klaveret. Stykkets tredje rolle virker nemlig underligt påklistret, og i grunden ganske unødvendig.

Det ændrer dog ikke på, at MED HOVEDET I HIMLEN er en sprudlende cabaret-cocktail – uden procenter, men rig på vitaminer.