DEN MAGISKE JULEÆSKE

★★★★★☆

På børnehjemmet Klokkely er julestemningen ved at indfinde sig – ikke mindst hos den lille Julius, der næste ikke kan dæmpe sine forventninger. Men de store drenge Gregers og Piv mobber ham, så lille Julius må søge tilflugt i fantasiens verden – en lille æske med småting, der har særlig betydning for Julius.

Pludselig bliver der ballade på børnehjemmet, for Gregers og Piv begynder at udsprede fæle rygter om, at julemanden slet ikke findes! Men Julius’ æske viser sig fra sin mest magiske side og snart er Julius på opdagelserejse til julemandens værksted for at få vished.

Jacob Ley har med DEN MAGISKE JULEÆSKE begået en overvældende animationsfilm og har tilmed selv skrevet manuskriptet i samarbejde med Sanne Munk Jensen. Ja, man har svært ved at komme på en anden dansk animationsfilm, hvor der i den grad er kælet for æstetikken.

DEN MAGISKE JULEÆSKE indeholder foruden vor sympatiske helt såvel en grum skurk som nogle hyggelige og sjove sidefigurer. De danske stemmer sidder desuden lige i øjet, og Lars Hjotshøj er således ubetalelig som kæk marcipangris.

Copenhagen Bombay fortjener al mulig ros for denne forfriskende fornyelse indenfor dansk animationsfilm i spillefilmslængde, og publikum gør klogt i at favne dette tiltrængte alternativ til de mere støjende animationsfilm fra Hollywood.