D’ARC

★☆☆☆☆☆

"Welcome to MoLA – Museum of Liberation Art". Sådan står der i programmet, selvom vi rent faktisk befinder os ved indgangen til Dansehallernes lille scene. Men vi går med på ideen, og ifører os de omdelte hospitalsmasker, "for det kan godt blive lidt støvet derinde". Javel ja.

Vi bevæger os ind i et tåget rum til forestillingen "D’Arc", der produceret af Teater Nordkraft i samarbejde med Sydhavn Teater, og som har undertitlen "Consessions of a Saint and a Mass Murderer". På trods af danske hovedrolleindehavere har den tyske instruktør Mirko Borscht åbenbart valgt, at forestillingen skal spilles på engelsk. Det skaber en unødig distance til et dansk publikum, bl.a. fordi skuespillerne ikke i tilstrækkelig grad får formidlet ordene klart, men især fordi ordene simpelthen ikke fænger.

Det synes ellers at være talrige dramatiske muligheder i fortællingen om den franske helgeninde Jeanne d’Arc og hendes ledsager på slagmarken, Gilles de Rais. Hvor Jeanne d’Arcs ædle ry synes at have overlevet selv en skrækkelig Luc Besson-film, har Gilles de Rais’ renomé som serial killer af børn ikke gavnet hans status.

En tilsløret kvinde i sort selskabstøj bevæger sig spøgelsesagtigt rundt i det tågede rum, hvor vi også finder afrevne lemmer fra dukkebørn og en lille monitor med klip fra Murnau-filmen "Tabu". En dødsengel skiftevis messer og mumler nogle uforståelige remser, alt imens en nøgen mand (Højgaard) tumler omkring i en gennemsigtig celle. Han (Gilles de Rais formoder vi) afventer tilsyneladende sin dødsdom, da han pludselig får besøg af Jeanne D’Arc. Herefter bliver det temmelig uklart hvad der sker, men i programmet fremgår det, at forestillingen er inddelt i fem kapitler (heraf fire med den fra Paris så kendte "Je Suis"-vending i titlen), og vi gætter derfor på, at det er blevet tid at påbegynde et nyt kapitel.

Da vi også er blevet opfordret til at kigge rundt i rummet, og eftersom de teatralske optrin også flytter sig til andre dele af rummet end dem, man måtte befinde sig i, går man efter al sandsynlighed glip af en del af ordene, hvilket synes af være en del af konceptet ved denne form for totalteater. Det efterlader dog også en med indtrykket af, at ordene ikke er af større betydning, og hvorfor så lytte til dem?

Det litterære niveau er muligvis højrøvet men egentlig ikke højt, og replikkerne lyder noget i retningen af "Are you here to save Nature?" og "Do I look like I’m from fucking "Greenpeace"?

Olaf Højgaards dødsdømte mand gjorde dog et vis indtryk i al sin afmagt og atter engang må man beundre hans vilje til at stille sig 100 procent til rådighed for en rolle. Også Malik Grosos bidrager positivt til forestillingen med sin renfærdig udstråling, der står i grel kontrast til den militæruniform, som han af uforklarlige årsager bærer.

Min ledsagerske måtte forlade salen efter fem kvarter (og hun var ikke den første), og som hendes ledsager fulgte jeg loyalt med. På dette tidspunkt var vi kun nået op på een stjerne. Om flere stjerner ville have regnet ned over forestillingen efterfølgende kan ikke udelukkes, men synes næppe sandsynligt, hvis man betragter D’ARC som teater. For D’ARC har muligvis kvaliteter som kunstinstallation, men som levende nærværende teater flopper det fatalt.