★★☆☆☆☆
Det Kongelige Teaters Morricone-forestilling viser sig at være en lidt tarvelig affære. Scenografisk uhyre skrabet – kun en stor træstamme, der er genbrug fra Det Røde Rum.
På trods af titlen skal man ikke forvente at få et indtryk af den italienske filmkomponists alsidige virke gennem over et halvt århundrede. Derimod koncentrerer forestillingen sig om musikken til de såkaldte spaghetti-westerns, en række B-film, der fik et strejf af A-film via Morricones genredefinerende toner.
Kristján Ingimarsson og Joen Seemann Højerslev tumler omkring som to low-budget cowboys, når de ikke pløkkes ned af Stefan Pasborgs lynende trommehvirvler.
Selene Muñoz er for forestillingen, hvad Claudia Cardinale var for filmen "Once Upon a Time In The West": En betagende skønhed med livsfarligt sydlandsk temperament. I dette tilfælde ikke mindst i skoene.
Iscenesætteren Moqi Simon Trolin synes at være sluppet lidt nemt om ved denne opgave, og har ikke i tilstækkelig grad taget højde for de mange blinde vinkler, der kan være i Skuespilhuset. Var man så uheldig at sidde ude i den ene side i parterret eller på en balkon, gik man glip af flere momenter i MORRICONE.
Den samlede sum blev med andre ord i underkanten af, hvad man må kunne forvente sig på nationalscenen. For meget pjank, for lidt substans.
