★★★★☆☆
De er ikke blevet mindre charmerende med årene. Trods et utal af rynker virker Mick Jaggers sceniske dynamik stadig naturstridig og Keith Richards tilstedeværelse på denne planet intet mindre end et videnskabeligt mirakel. Charlie Watts synes at være den mest mutte, mens Ronnie Woods særegne farvesans manifesterer sig i hans gloriøse hårpragt. Fire gæve gamlinge på en omfattende sydamerikansk turné.
Argentina fremstår som landet med de mest dedikerede fans, Mexikos musikalitet fra vugge til grav forklarer til dels, hvor rullerstenene også her har en særstatus. Peru reduceres til et smukt land, hvor beboerne spiser hamstere, mens Brasiliens stærke samba-traditioner påvirker Stones’ egen optræden.
Vi får en lille privat stjernestund, hvor Mick og Keith spiller en fornem udgave af “Honky Tonk Women” og oplever også stjernernes møde med udvalgte medlemmer af lokalbefolkningen, inden at Mick og co. skal tilbage på de luksuriøse hotelværelser.
Men fremfor alt giver THE ROLLING STONES: OLÉ, OLÉ, OLÉ et indtryk af, hvor stor en betydning – ikke kun musikalsk – at disse rocklegender har haft i Sydamerika. Allerstørst måske på Cuba, hvor deres koncert bliver den første store internationale rockbegivenhed på Cuba i tre årtier og hvor koncerten samtidig markerer censurens endelig fald.
Det er disse perspektiver, der gør THE ROLLING STONES: OLÉ, OLÉ, OLÉ til mere end en god rock-dokumentarfilm
