★★★★☆☆
Tunesiske Mériam Bousselmis interessante monolog blev luftet første gang i Danmark ved en reading på Husets Teater med Kristian Halken i hovedrollen. Her væltede en intellektuel og arrogant ex-diktator kaskader af ord ud over os, så vi temmelig rystet forlod Husets Teater ovenpå sådan en overfusning.
På operaens Takkeloft går Jacob F. Schokking mere raffineret til værks og de indbyggede kompleksiteter i teksten synes i højere grad at komme til udtryk i Joen Bille fornemme formidling af ordene.
I starten møder vi en glat overklassemand, der fra sit luksuseksil udviser foragt for folket – menneskeaberne. Gradvist aner vi dog også en sårbarhed, og vi ser et ensomt menneske med et dybt savn efter sit land. Men Joen Bille gemmer en overraskelse til os, for er dette egentlig en slagen mand, der er blevet klogere af livet? Eller er han stadig dødsensfarlig og venter blot på chancen for comeback?
Schokking bruger nogle kostbare ægte tæpper som symbol på den velstand, som selv eksildømte diktatorer til stadighed formår at mobilisere, og samtidig tjener tæpperne som lærreder, hvorpå Alexanders Fogs videooptagelser gør glimrende fyldest. Især skitserne af menneskeabernes udvikling giver stof til eftertanke. For hvornår bliver dyret til menneske og hvornår bliver mennesket til dyr?
DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE fremstår som moderne politisk teater af den vedkommende slags. Måske mere litterær end egentlig dramatisk, men det forbehold bagateliseres, fordi Joen Bille næppe nogensinde har været finere spillende, end han er her.
