★★★☆☆☆
Hvad gør man, når de på forhånd vanvittige planer med at lave syv Star Wars-film allerede er realiseret? Man kiler bare sin historie ind mellem tredje og fjerde del, og har pludselig grundlaget for yderligere tre film.
Det er jo ikke fordi verden står og mangler flere Star Wars-film, men når beslutningen nu er taget, må man sige, at instruktøren Gareth Edwards slipper nogenlunde hæderligt fra sit arbejde. Teknisk set er det i al fald en nydelig produktion, der ikke kompromitere Star Wars-universet i nævneværdig grad, og det virker frigørende, at man kun i begrænset omgang synes styret af allerede eksisterende karakterer.
Omvendt forekommer stilen rigeligt gammelkendt, og der ville det havde været ønskeligt, at man som med Harry Potter-efterfølgeren om “Fantastiske skabninger og hvor de findes”, havde skabt en hel anden verden ud fra en detalje fremfor at hægte sig på hele “Star Wars”-serien – med alt hvad det indebærer rent æstetisk.
Spillet er bestemt ikke værre end i nogle af de “rigtige” Star Wars-film, selvom Mads Mikkelsen aldrig rigtig overbeviser som faderskikkelse. Ansigtet virker dødt og diktionen relativ flad, selvom han synes at have arbejdet mere med det engelske sprog denne gang.
Felicity Jones gør det pænt, selvom hun tydeligvis ikke er på hjemmebane i disse storfilm. Så var hun trods alt bedre som sygdomshærget mor i “Syv minutter over midnat” (“A Monster Calls”) end som gæv actionpige.
Dygtige folk som Riz Ahmed, Diego Luna, Forest Whitaker og Jimmy Smith sørger for, at rollelisten også rent etnisk fremstår upåklagelig.
Men ROGUE ONE: A STAR WARS STORY vil primært henvende sig til de indforståede, der åbenbart ikke har noget imod igen at ende som ofre for denne nypolerede pengemaskine.
