★★★★★☆
"Stil" hedder en af Fred Ebb og John Kanders bedste sange fra musicalen CHICAGO, men af dramatiske grunde udgik denne sang af den Oscar-belønnede film af samme navn. Så meget desto mere glædeligt er det, at den faktisk synes at indeholde selve forklaringen på, hvorfor vi igen skal se CHICAGO på Det Ny Teater. For med det politiske klimaskifte – ikke kun i USA – er der god grund til lige netop nu at spørge, hvad blev der egentlig af stil, god smag og høflighed? Og vi behøver derfor ikke trampe rundt i det til slut, vi har fattet pointen.
CHICAGO er stadig et forrygende show og med stærke kræfter i stort set alle vigtige roller. Ny på holdet er Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der imponerer i teknisk krævende scener som "bugtalerdukke" og som splittet viv under den stumfilmsagtige retssag. Maria Lucia Heiberg Rosenberg er desuden nået rigtig langt med sin dans og får især henimod slutningen mulighed for at vise sit værd som sanger.
Alligevel kan det ikke nægtes, at Julie Steincke i højere grad synes på hjemmebane i dette stof, men hun har også spillet rollen før og er kun blevet bedre. Med autoritet og flot stemme sørger hun for, at samtlige sangnumre sidder lige i skabet.
Tomas Ambt Kofod ligner mere en frikadellet operettehelt end en kynisk advokat, men i denne opsætning giver det sådan set god mening, for CHICAGO på Det Ny Teater er snarere underholdende familieteater end det frække og flabede show, som det også kan være. Det mærker man også i Pernille Schrøders præstation som "Mama" Morton, der har al den saft og kraft, den skal have, men som i andre opsætninger også rummer en farlighed.
Jesper Asholt er ret elskelig som cellofan-manden, som ingen bemærker – end ikke musikkerne, når han skal have sin exit. Og i småroller formår veltrimmede musicalveteraner som Kim Ace Petersen og Henrik Lund at gøre god fyldest.
Eneste anke er, at de svenske medvirkende i ensemblet desværre ikke kan sige replikker. Men heldigvis kan de både synge og danse, når kapelmester Per Engström for alvor får sat fut i orkesteret. Tania Nardini har sikkert haft nok at se til med at få hele det store teatermaskineri på Det Ny Teater til at køre som smurt Det gør det heldigvis, og succesen er atter engang en realitet.
