★★★★★★
Charles Chaplins personlige favorit blandt hans mange mesterværker var komedien GULDFEBER. Den blev da også i sin samtid (1925) en overdådig succes, og selv i dag lyser mange af dens scener klart i erindringen på cineaster over hele kloden. Ingen klarere end scenen, hvor han tilbereder sin egen gamle støvle, serverer og disikerer den som var den en hofret. Men også scenen, hvor han med to gafler får sine kartofler til at danse er uforglemmelig.
Mack Swain og Tom Murray spiller mere eller mindre tvivlsomme guldgravere ved navn Store Jim McKay og Sorte Larsen, men Charlie Chaplins guldgraver har kun øje for een: Georgia. Hun bliver spillet sødt og lidt anonymt af Giorgia Hale, hvis karrierehøjdepunkt indtræffer, da hun for sent husker, at hun har lovet Charlie at fejre nytårsaften med ham, og ankommer til han fattige bolig, hvor der er pyntet op til fest. Det eneste, der mangler er Charlie, der har forladt hjemmet nedtrykt over at være blevet brændt af.
Giorgia Hale floppede året efter i en tidlig udgave af "Den store Gatsby", og karrieren genvandt aldrig fodfæste, selvom Chaplin overvejede at hyre hende som erstatning for Virginia Cherrill i "Byens lys". Men GULDFEBER er filmen, man aldrig kan tage fra hende, selvom hun også i eftertiden berettiget har stået i skyggen af Chaplins største fund, Paulette Goddard ("Moderne Tider").
GULDFEBER er og bliver dog Charlie Chaplins bedrift. Han har selv produceret den, skrevet manuskriptet, spillet hovedrollen, skrevet musikken og instrueret den. Hans bedste film? Næppe, der stikker "The Kid", "Moderne tider", "Diktatoren" og "Rampelys" trods alt dybere. Men uomgængelig så absolut, og endnu et bevis på Chaplins tidløse genialitet.
