ANDREAS BO:

FIFTY-FIFTY

★★★☆☆☆

Den sympatiske (stand-up-)komiker Andreas Bo har rundet de 50, men tør stadig løbe en risiko i mødet med andre mennesker. Ikke uden sund fornuft, men hvor der er en rimelig chance for, at begge parter får noget ud af det. Deraf titlen "50-50".

Hans seneste soloshow, der i øjeblikket besøger Bremen savner også denne gang en mere overordnet struktur, som vi kender det fra shows med Jonatan Spang og i særdeleshed Anders Matthesen. Til gengæld kan Andreas Bo trække store veksler på sine indlysende evner som parodist.

Man fornemmer dog en vis mathed i flere af de faste parodier som Kim Larsen og Johannes Møllehave, og selvom anslaget ofte virker præcist, så holder Andreas Bo ikke sine parodier ligeså stramt, som han engang gjorde. Bedst virker de parodier, vi præsenteres for på storskærmen, hvor han også har fordel af diverse udklædninger. Ikke mindst hans Donald Trump sidder lige i skabet, godt hjulpet af en skøn maskering. Også hans odiøse version af Jim Lyngvild havde både vid og bid.

Rent scenografisk spises vi af med kasser og klodser, og gentagne forsøg med at hive publikum på scenen, morer kun i begrænset omfang. Han viser sig dog denne gang som en bedre sanger end først antaget, og det flotte program indeholder faktisk en lille CD kaldet "Skillevej", der peger i andre retninger end de sædvanlige.

Så selvom hans "Dirch" i Glassalen kun blev en "fifty-fifty"-løsning, så skal man ikke udelukke, at en talentfulde mand som Andreas Bo stadig kan finde på at overraske os. Men det kræver sandsynligvis en længere pause fra stand-up-showene.