★★★★★☆
Katrine Wiedemann må efter "Et vintereventyr" på Republique og nu "Vredens druer" på Betty Nansen Teatret være selvskrevet til en Reumert-nominering som bedste instruktør. Atter engang har hun formået at skære ind til benet i en omfattende klassisk tekst, og gøre den ikke blot seværdig men også relevant for et nutidigt publikum. VREDENS DRUER er blevet moderne flygtningeteater om en udmarvende rejse til den lykkeverden, der viser sig at være et fata morgana.
Maja Ravns scenografi placerer de medvirkende med ryggen mod muren og kun et skridt fra afgrunden. Det stiller store krav – både til iscenesættelsen og til skuespillerne, når udfoldelsesmulighederne tilsyneladende er så få, men de har grebet dem alle og vi keder os ikke et sekund i det små to timer, forestillingen varer.
Hun er heldigvis også velsignet med et stærkt skuespillerhold, der formår at gøre dramaets talrige karakterer levende for os.
Joachim Fjelstrup yder sit hidtil bedste scenepræstation som den unge Tom, en mere aggressiv ung mand end Henry Fondas legendariske skikkelse i John Fords Oscar-belønnede filmatisering, men måske også mere realistisk?
Laura Bro kan ikke gøre for, at hun er for ung castet til rollen, som hans mor og er tilmed oppe imod mindet om Jane Darwells uforglemmelige portræt af Toms mor. Men Laura Bro er heldigvis blevet så god en skuespiller, at hun trods alt formår at gøre rollen til sin egen, og sejrer imod alle odds. Som hendes mand er Lars Simonsen en fryd for øje og sjæl, en renfærdig mand, der gradvist svækkes af de prøvelser, som tilværelsen byder ham.
Kristian Halken og Marie Bach Hansen flirter lige rigeligt med komikken, men vi har på den anden side også behov for små smil undervejs. Olaf Johannessen er mageløs som ex-prædikanten med den dunkle fortid, og Jens Jacob Tychsen får lejlighed til at vise en betydelig finere og mere følsom side af sit store talent, end vi får lov at se i "Badehotellet". Sidst men ikke mindst formår Joen Højerslev på imponerende vis at gøre diverse sølle mænd til nærvende skikkelser, selvom de på papiret måske ikke høre til romanens mest interessante personer . Et bevis på hvilken fortræffelig karakterskuespiller, han efterhånden har udviklet sig til.
Betty Nansen Teater fortjener stor ros for at hive John Steinbecks ord frem lige netop nu. Deres tidløshed synes uomgængelig.
