★★★★☆☆
Christian Carion, der instruerede den Oscar-nominerede antikrigsfilm "Joyeux Noël" (på dansk kaldet "En dag uden krig), er tilbage på slagmarken med sit seneste værk, DENGANG I MAJ ("En Mai, fais ce qu’il te plait"). Denne gang fokuserer han på den tyske invation af Frankrig i starten af 2. verdenskrig, og ikke mindst på alle de mange mennesker, der måtte forlade hus og hjem for at udslippe nazisterne.
Det gælder også drengen Max (Joshio Marlon) og hans belgiske fader, der er kommet til Frankrig for netop at undgå at blive inddraget i krigen.
De slår sig ned i en hyggelig lille landsby, hvor borgmesteren Paul regerer sammen med sin seje hustru Mado, og hvor den lille Max knytter bånd til pigen Suzanne. Men snart er de alle flygtninge og da den kun 8-årige Max bliver adskilt fra sin fader kommer krigens rædsler for alvor tæt på.
Christian Carion har drejet en bevægende krigshistorie, der når ud over egne klicheer og berører os. Ennio Morricone havde slet ikke behøvet at skrive en så følelsesfuld underlægningsmusik, men man kan på den anden side ikke nægte, at den er uhyre effektiv og vil givet medføre fugtige øjne i biografmørket.
Selv når sentimentaliteten er ved at tage overhånd, hænger vi på, for vi er i selskab med en række af Europas mest habile karakterskuespillere. August Diehl tegner et overbevisende forpint portræt af Maxs hårdt prøvede far, og Olivier Gourmet (der bl.a. huskes for en række film af Dardenne-brødrene) føjer endnu en fortræffelig præstation til de efterhånden mange som byens borgmester. Mathilde Seigner, der faktisk fik sit gennembrud som "Pigen fra Paris" af Christian Carion, yder også en stærk indsats som den viljefaste hustru Mado.
En enkel scene med en sadistisk dokumentarfilminstruktør virker ikke ganske troværdig, men til gengæld har DENGANG I MAJ en rystende skildring af et luftangreb rettet mod de forsvarsløse flygtninge. Her bliver filmen pludselig uhyggelig aktuel, og man tænker uværligt på, hvilke uhyrligheder vor tids flygtninge også udsættes for.
DENGANG I MAJ bliver således ikke blot et periodesikkert deja vue, men har klare relevante paralleller til vores egen samtid.
