Månedens biografi:

ANNE DORTE MICHELSEN UNDER EN ÅBEN HIMMEL

Troels Frøkjær

Forlaget Gyldendal

★★★☆☆☆

Med god grund hører Anne Dorte Michelsen til én af Danmarks dygtigste sangere og sangskrivere. Hendes karakteristiske fløjlsbløde stemme og fintfølende tekster har ramt mange i hjertekuglen. I den collageagtige biografi ANNE DORTE MICHELSEN UNDER EN ÅBEN HIMMEL sammensætter journalist Troels Frøkjær et sympatisk og lettere ukritisk billede af sangfuglen. Biografien er meget vidtfavnende, men ikke særlig dybdeborende på det personlige og kunstneriske plan.

Stilistisk og indholdsmæssigt sammenblander biografien interviews, levnedsforløb, anekdoter, omtaler, albumbeskrivelser og sangtekster. Rækkefølgen er overvejende kronologisk, mens de joviale interviews der pibler frem undervejs er foretaget i forbindelse med bogudgivelsen.

Anne Dorte Michelsen, der fødes i Risskov nord for Århus i 1958bliver i en ung alder medlem af bandet Tøsedrengene (1976-1986). De musikalske sten er allerede blevet lagt i barndomshjemmet, hvor Michelsen synger og spiller klaver. Efter Tøsedrengene slår hun sine folder i den populære underholdningskvartet Venter på far, der turnerer rundt med sjove og kradsbørstige ”husmorsange”, og i de senere år har Michelsen stor succes med livet som solist.

Et fint formidlingsgreb i biografien er at lade venner, ægtemand, familie og ekskærester komme til orde. Ydermere løftes sløret for Michelsens musikalske inspiration og ikke mindst det spændende arbejde med påskesalmer. Michelsen uddyber desuden forholdet til hendes altoverskyggende forbillede nemlig Carole King. Desuden berettes om Michelsens store kærlighed til fodbold og en spøjs episode fra cykelløbet Tour de France.

Det bedste afsnit i biografien omhandler Michelsens overraskende succes i Japan. Hun beskriver japanernes seriøse og formsikre tilgang til arbejdet med musik. Hvad der helt præcis har været udslagsgivende for Michelsens succes, giver Troels Frøkjær desværre intet bud på. En god forklaring kunne være Michelsens glasklare sangevner og enkle kompositoriske sans. Karakteristisk for biografien er netop flere hængepartier, når det gælder overvejelser, fortolkninger og bedømmelser af Michelsens kunstneriske kvaliteter og integritet.

ANNE DORTE MICHELSEN UNDER EN ÅBEN HIMMEL er en værdig men ikke vægtig biografi om Anne Dorte Michelsen. Redaktionelt set er der tale om godt og professionelt håndværk. Ikke mindst arkivmaterialet er righoldigt med den særdeles fotogene Michelsen som gennemgående motiv. Formidlingsmæssigt er biografien dog indimellem en tynd kop te. Det er prisværdigt at trykke Michelsens tekster og nedfælde korte omtaler af hendes albums, men til tider virker det mere som en sangbog eller skrabbog fremfor en egentlig biografi, der bør gå kritisk til værks. For fans vil biografien være kærkommen, mens for nytilkomne vil den virke en anelse for tilbedende.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)