-
Forside

logo logo logo

 

 

 

Månedens teaterbog:

NYERE DANSKE SCENOGRAFER

★★★★★★

af

Ulla Strømberg

Forlaget Frydenlund



Ulla Strømberg har skabt et mageløst værk, som sætter fokus på den del af teaterarbejdet, der synes at være truet i disse år, nemlig scenografien. Nedlæggelsen af Det Kongelige Teaters traditionrige teaterværksted synes at være et symptom på denne udvikling, så Ulla Strømbergs bog bliver derfor mere end interessant. Den er særdeles velkommen og måske ligefrem en nødvendighed.

Hun tegner henved 50 værdifulde portrætter af de betydeligste danske scenografer siden 30erne bl.a. baseret på relevante samtaler og med et historisk perspektiv, der både giver forståelse for den rent håndværksmæssige udvikling, men så sandelig også den kunstneriske.

Ulla Strømberg formår at understrege sine pointer med et ganske overdådigt udvalg af skitser, tegninger og ikke mindst fotografier, der formidler stemningerne fra de konkrete forestillinger sublimt.

NYERE DANSKE SCENOGRAFER vil utvivlsomt åbne nye øjne for scenografernes særlige kunst. Den enorme variation i farvevalg, design og brugen af lys og materialer, som vi får formidlet via de over 400 veltilrettelagte sider, vidner om, at dansk teater virkelig har meget at være stolt af på den front.

Samtidig står det klart, at dansk teater også skylder Ulla Strømberg en stor tak for denne enorme arbejdsindsats. NYERE DANSKE SCENOGRAFER fremstår nemlig som et uundværligt pragtværk, som alle teaterelskere fortjener at blive forkælet med.