-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DE UROLIGE

★★★★★★

af Linn Ullmann

Forlaget Gyldendal

 



Fortiden kan fremstå vidt forskellig alt efter, hvilken fremkaldervæske man vælger at fremstille den med. Det viser den svenske forfatter Linn Ullmann på forbilledlig vis i den bevægende selvbiografiske roman DE UROLIGE.

Linn Ullmann er datter af den verdensberømte film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman, hvis efternavn har en særlig klang og aura over sig. Det er dog fra sin mor skuespillerinden Liv Ullmann, at Linn har fået sit efternavn.

Begge forældre spiller en central rolle i den selvbiografiske roman. Efter forældrenes skilsmisse bor hun elleve måneder hos moren, og en enkelt måned om sommeren besøger hun faren på den øde og vindblæste ø Farö nord for Gotland. Senere kommer hun til USA, da moren ønsker at udleve sine drømme, og som voksen bliver journalistikken hendes kald og moderskabet en kendsgerning.

Strømpilen i bogen er en far-datter-aftale om at udfærdige en bog om farens liv og karriere. Den overholdes kun nødtørftigt. Alligevel indflettes brudstykker fra deres båndede samtaler i bogen. De er opstillede som fragmenterede teaterreplikker og har både ømhed og distance over sig. Den fragmenterede stil er kendetegnende for hele bogen, der umiddelbart bevæger sig kronologisk frem gennem hverdagsbeskrivelser og følelsesstemninger.

Samtidig bliver læseren ført ind i en lys grotte fuld af erindringer og episoder fra et sprængt familieliv, hvor kunsten vejede langt højere end forpligtelserne over for familien. Ydermere præsenteres læseren for en kavalkade af store kunstnere som Cocteau, Proust og Strindberg – uden det virker snobbet eller kunstlet.

Fremstillingen af den berømte far har ikke så meget fokus på hans kunstnervirke, selvom hans eksil i München og en opsætning af et Euripides-stykke omtales sporadisk. Fokus er nærmere på aldringens indtog, der fører til formørkende demens og slutteligt et uvelkomment besøg af manden med leen.

Døden som et genkommende motiv kaster på glimrende vis alvor over værket. Portrættet af faren er aldrig anklagende eller dæmoniserende trods hans åbenlyse faderfravær. Derimod er det præget af kærlighed og respekt. Modsat skildres moren med udtalt varme men også som kølig, svigefuld og egoistisk. Under et ophold i USA plejer moren eksempelvis sin karriere, mens pigen placeres hos barnepiger.

Genremæssigt kan DE UROLIGE med rette få prædikatet autofiktion. Modsat Bergmans selvudleverende selvbiografi ”Laterna Magica”, hvor han holder dommedag over sig selv, så er sagsforholdene noget mere maskerede og dobbeltbundne i DE UROLIGE. Selvom Linn Ullmann konsekvent omtaler sig som pigen og ikke nævner de berømte forældre ved deres navn, så hersker der ingen tvivl om, hvem fra den skinbarlige virkelighed, der kan placeres i Ullmanns sindrige konstellation.

DE UROLIGE er et smukt, ærligt poetisk, modent og sanseligt erindringsværk. Glasklare passager med sans for tilværelsens absurditeter og banaliteter gennemstrømmer siderne og et tankevækkende budskab om livets konstante uforudsigelighed og foranderlighed vibrerer gennem hele bogen.

(gæsteanmelder: Niels Roe)