Forside

logo logo logo

 

 

Månedens interview:

LEIF ERIC YOUNG

(Bertolt Brechts

Svendborgdigte)


 

"Jeg er født i Bavaria, men føler mig egentlig ikke tilknyttet den kultur. Mine forældre mødtes bare i Ausburg i teatersammenhæng. Min mor er oprindeligt fra Frankfurt og min far er amerikaner og kom til Europa, hvor han spillede trompet i et orkester. Han så sin første opera og besluttede sig for at gå den vej, så jeg voksede op i et teatermiljø. Mine forældre frarådede mine søskende og jeg at gå teatervejen, men i alle tre tilfælde forgæves.

Det er dog først nu, jeg erkender, at jeg har et tilhørsforhold til teatret. Jeg kunne ikke forholde mig til skolesystemet og den afslappede indstilling, man havde til undervisningen. Jeg kunne heller ikke se mig selv vælge en karriere som 18-årig, men teatret gav mig muligheden for at udvikle mine ideer og tanker på den bedst mulige måde. Og først nu føler jeg mig som en skuespiller. Men nogen gange instruerer jeg en forestilling og andre gange bidrager jeg til musikken, så jeg må redefinere mig selv fra produktion til produktion."

Leif Eric Young var kun 15 år, da han for alvor mærkede teaters magi på sin krop.

"Jeg gik ud af skolen i 2005. Jeg vidste, jeg måtte finde min egen vej og var meget stædig. Jeg kom med i en ungdomsklub i Ausburg, hvor vi opførte en musical-version af Stanley Kubricks "A Clockwork Orange". Jeg kan huske, at jeg spillede Pete - one of the bad asses! - og gik i zoologiske have for at se på hyæner og derved hente inspiration til min rolle.Karakteren skulle være sådan lidt over-the-top. "

Selvom det endnu ikke er blevet til de store filmopgaver, fornemmer man en stor kærlighed til film hos Leif Eric Young - ikke mindst Stanley Kubricks.

"Jeg kan godt li' den tanke, at når du har lavet noget, så er det der for altid. Du kan også fordybe dig i en detalje, når du laver film, på en hel anden måde, end når du laver teater. "

Det næste store skridt blev samarbejdet med den unge iscenesætter Sapir Heller på Theater Hof. Ikke mindst opsætningen af Carl Zuckmayers "Des Teufels General" (herhjemme bedst kendt fra Helmut Käutner-filmen af samme navn med Curd Jûrgens) gav Leif Eric Young en fornemmelse for kvaliteterne ved ensembleteater.


"Alle byer bør have et teater, og det bør være et ensembleteater. Jeg fik afprøvet en masse: Jeg komponerede musik, spillede klaver såvel som en rolle - og jeg sang".

Leif Eric Young fik i 2008 mod på at skabe sit eget teater. Det blev en hård proces, da han selv skulle bygge det op fra grunden og undervejs brugte en bunke penge, som han ikke havde. Men som i dag gør, at han i en alder af 29 år står med sit eget teater, Bluespots Production.

"Vi laver alt muligt - også popkultur. Vi skaber fester, happenings, maler byen i akrylfarver."

Med bearbejdelsen af "Bahnwärter Thiel "(Nobel-prisvinderen Gerhart Hauptmanns mesterværk) skabte Leif Eric Young desuden en opsigtsvækkende klassikerpræsentation. En af de centrale bøger indenfor tysk naturalisme blev krystaliseret fra 50 tætskreve sider til 10 sider dramatisk tekst og havde premiere i maj 2016.

"Jeg læste bogen i en alder af 15 år og tænkte: "Wow, det er supersejt". Nu havde jeg endelig alt, hvad jeg behøvede for at lave det: Et ensemble, et sted og spille det, og en smule teknisk udstyr. Fire af skuespillerne spillede hele stykket hængende i luften med ansigt mod publikum. Det var vildt.

 


Under sit ophold i Danmark har Leif Eric Young ikke haft megen tid til at se dansk teater, men han påpeger dog visse forskelle.

"Jeg elsker de danske teaterplakater. De er mere filmiske end de tyske. Og jeg er et barn af Hollywood. "Intellektuel" er ikke et godt ord i mine øre.

I Tyskland henvender en del teater sig mest til andre teaterfolk, og kan derfor godt virke meget indforstået .Jeg har følelsen af, at I Danmark er det anderledes. Tysk teater ønsker ikke at underholde, for hvis det er underholdende, er det jo ikke kunst! Men når jeg ser kunst, så skal det altså også være underholdende. Det behøver ikke at være ensbetydende med "komisk" eller "primitiv", det kan sagtens være kompleks kunst. Men også underholdende, fordi vi bliver fanget af historien. Der skal være kommunikation mellem de, der optræder og de, der ser på.

Det almindelig publikum kender jo ikke nødvendigvis til dramaturgens tanker og overvejelser, og jeg er egentlig heller ikke interesseret, når jeg ser et stykke af Goethe og Shakespeare. Mange ser jo også "Faust" og "En midsommernats drøm" for første gang, så hvordan skulle de vide, hvordan den pågældende produktion forholder sig til tidligere? Det vigtigste bør være, om forestillingen er god.

Jeg er ikke intellektuel, jeg er intelligent, og sådan var det også med Brecht. Han var en meget sammensat mand. Han kunne godt li' penge og at køre rundt i dyre sportsvogne. Det siges om ham, at da han var i USA, bar han ofte kinesiske arbejderskjorter for at ligne en fra arbejderklassen. Men han fik dem lavet i silke hos en virkelig dyr skrædder. Han købte også huse alle steder, så han var også en dygtig forretningsmand. Det ser jeg ikke som noget negativt, det er bare facetter, der gør ham menneskelig, mere interessant.

Frem for alt er han meget ærlig. Det fremgår tydeligt af Svendborg-digtene. Første gang jeg læste dem, tænkte jeg: "Klart at ingen kender dem, de er jo ikke særligt gode". Men de er i virkeligheden bare anderledes. Man mærker Brechts sårbarhed, og flere af dem har personlig ja næsten privat karakter. Og vi fandt hurtigt ud af, at det blev svært at vælge, for de var virkelig gode. "

Brecht forlod Tyskland for at overleve og for at blive stærk igen, så han kunne tage kampen op på ny. Men han skånede ikke sig selv i sit eksil. Det mærker vi i Svendborg-digtene.

Da jeg læste dem igen, slog det mig, at det tyske sprog virkelig rummer musik. Det er svært at se på Brecht med nye øjne i Tyskland, for det er jo Brecht! Alle spiller ham men med en intellektuel overbygning, der tynger. VI kan endnu ikke gøre med Brechts værker, som vi vil, de er stadig forbundt med restriktioner - ca. 10 år endnu.

Det er det, jeg elsker ved at lave Brecht her med folkene fra Baggaard Teatret, vi er frie til at udtrykke noget nyt. Ordene er friske for mig, hver gang jeg siger dem.

Men det er svært, for jeg spiller jo egentlig ikke Brecht, men en skuespiller, der spiller Brecht. The "Leif" på scenen reagerer ikke nødvendigvis sådan, som jeg ville reagere. Jeg ville f.eks. ikke forlade scenen på den måde, han gør, og jeg ville bestemt ikke komme tilbage, hvis jeg først var gået. "Leif" på scenen virker derfor lidt yngre end mig. Men i stykket giver det god mening."