SUPERSWEDE

– EN FILM OM RONNIE PETERSON

★★★★☆☆

Ronnie Peterson var godt på vej til at blive verdensmester i Formel 1-ræs, men døde som følge af en ulykke på racebanen. I 1970’erne, hvor der kun var een tv-kanal og intet internet, var han landskendt på linie med navne som Niki Lauda, Mario Andretti og Jackie Stewart.

Spillefilmen "Rush" bekræftede for nyligt, at der stadig eksisterer en stor interesse for motorsporten – og i særdeleshed formel 1 løb, og set i det lys virker det ikke underligt, at denne dokumentarfilm nu dukker op i de danske biografer.

Filmens rørstrømske anslag, hvor Petersons datter besøger den bane, hvor faderen døde, forekommer væmmeligt kalkuleret og sentimentalt, men når først de mange dokumentariske klip fra racebanerne sættes i sammehæng og perspektiveres, begynder man at forstå facinationen af denne sportsgren.

Atter må man dog sande, at heller ikke datidens sportsinterviews var specielt ophidsende, men instruktøren Henrik Jansson-Schweizer har heldigvis interviewet en række af datidens prominente navne, der giver indsigt og perspektiv til historien om Ronnie Peterson.

Ronnie Peterson viser sig desværre at være en ret kedelig mand udenfor banen, og det havde givet være sjovere med en film om den karismatiske François Cévert, der ligeledes mistede livet i forbindelse med et Formel 1 løb nogen tid forinden. Gentagne forsøg på at få noget interessant ud af Ronnie Petersons yndige elskede mislykkes også fatalt for diverse interviewere, da hun hele tiden henviser til sin mand. Men kamerafolkene synes til gengæld fuldt ud tilfredse med at filme hende.

Det bliver derfor indslagene med Petersons tidligere samarbejdspartnere, der giver filmen dens største værdi, og bidrager til et portræt af en ganske enestående tid for netop denne sportsgren. En tid, der bandt dybe bånd mellem racerkørerne, der alle vidste, at det var med livet som indsats, hvis de ville til tops.