TV CHARLIES

REVYGALLA 2017

★★★★☆☆

Med musikalske Søren Pilmark og den rappe Camilla Miehe-Renard som værter har TV Charlies gallashow fået et tiltrængt løft. Nomineringerne forekom heller ikke helt hen i vejret, selvom man sandelig godt forstod, at Vicki Berlin så overrasket ud, da hun fik at vide, at hun var nomineret for sin beskedne indsats i den udskældte Odense Sommerrevy. Og når det skete på bekostning af Anne Karin Brobergs Dirch-belønnede indsats i Revyperler virkede det direkte grotesk.

Prisen gik dog til Trine Gadeberg, hvilket både hun og publikum virkede lykkelige over, og Trine Gadeberg havde da også været en kraftcentrum i årets sprudlende Kerteminderevy. Trine Gadeberg blevet også tidligere på sæsonen hyldet ved Revyeres Revy for sin indsats som tekstforfatter bl.a med visen om "Postnord", og nummeret blev da også et poetisk højdepunkt denne aften.

Desværre synes arrangørerne mest at forbinde revy med pik og patter at dømme ud fra de tekster, som man havde tildelt Bodil Jørgensen og Kim Himmelsvang (som Ghita Nørby). Årets bundskraber var dog, da man satte to fallerede tv-værter til at uddele en pris, og de fortabte sig i en snak om intim tatovering! Pinligt!

Men ellers var humøret højt, og Henrik Lykkegaard fortjente naturligvis sin pris for sine mange morsomme parodier i årets Cirkusrevy. Man kan diskukere, om han var sæsonens bedste Trump og om Rasmus Krosgaards indsats og maskering som Bertel Haarder i Sønderborg Revyen ikke gjorde ham til en mere oplagt kandidat for et konkret nummer, men i alsidighed overgik ingen Henrik Lykkegaard i denne sæson.

Men ingen var vel i tvivl om, at Leif Maibom ville vinde prisen som bedste mandlige revykunstner. Hans Thorleif takker af efter årtier med grin og latter, og Maibom blev også i denne sammenhæng hyldet for sin enorme indsats for dansk revy – ikke bare i år.

TV Charlies Revygalla gik Revyernes Revy i bedene ved også at tildele Carsten Svendsen prisen som årets talent. Men hvordan kunne de gøre andet? For med Svendsen er en ny revystjerne født, og vi kan heldigvis snart nyde hans komiske og musikalske originalitet på Det Ny Teater i musicalene "Annie Get Your Gun" og "Book of Mormons". Kun ærgeligt, at TV Charlie ikke havde fundet et mere sprudlende nummer til ham fra den ellers så festlige Ganløserevy, som Jan Hertz stod i spidsen for.

Den sidste af gallaens fem priser gik til Græsted-revyen, som TV Charlie-juryen altid har haft en svaghed for og som ellers ikke havde fået nogle priser i denne sæson, der ellers har hørt blandt de bedste. Og således gik kabalen alligevel op efter en flot revysæson, der dog ikke omfattede Tamtam i Tivoli til TV Charlies orientering.

Men en ny sæson er allerede begyndt og d. 7. april er det Menstrup Revyens tur til at tage pulsen på det danske humør. På glædeligt gensyn!