PAULA

★★★★★☆

En af de absolut bedste film under De Tyske Filmdage tidligere på året var Christian Schwochows PAULA, der heldigvis nu får officiel dansk premiere. Filmen handler om den internationalt anerkendte Paula Modersohn-Becker, hvis billeder man kunne opleve på Louisiana i 2015.

Instruktøren Christian Schwochow har før haft sine film med på festivaler i Danmark, men PAULA fremstår som hans hovedværk: Et rigt portræt af en kvindelig kunstner og hendes vilkår i et dramatisk men også temmelig tragisk liv, der bringer mindelser om mesterlige franske spillefilm som "Camille Claudel" og "Séraphine".

Filmens kulisser såvel som den betagende billedside er allerede blevet prisbelønnet i hjemlandet ligesom Carla Juri har modtaget mange roser fra sin indsats i titelrollen. Men også mændene i hendes liv ikke mindst Otto- i Albrecht Schuchs tiltalende skikkelse – er værd at beskæftige sig med.

PAULA hører blandt årets store tyske produktioner, og burde være Tysklands officielle kandidat til Oscar-uddelingen.