TRANSFERVINDUE

★★★★★☆

Maria Gerhardts selvbiografiske roman af samme navn udkom tidligere i år – umiddelbart før hendes død. Forestillingen tager os med igennem Marias sygdomsforløb som terminal kræftpatient.

TRANSFERVINDUE beskriver ikke kun det fysiske forfald, men også omverdens reaktioner og Marias reaktioner til den hospice-verden hun lever i.

Det fremgår ikke af Det Kongelige Teaters hjemmeside, hvem der har stået for den dramatiske bearbejdelse af romanen. Resultatet føles afsindigt smukt men næsten for litterært, og rent tekstmæssigt en ordenlig mundfuld, der ligefrem kræver en stor skuespiller.

Det har man heldigvis også på Skuespilhusets mellemstore scene, der ganske passende kaldes "mellemgulvet". For Christine Albeck Børge rammer os som en knytnæve i hjertet, men efterlader os heldigvis også med både varme og ømhed.

Den urolige krop signalerer et liv uden hvile, men iagtagelserne har en skarphed, så enhver form for sentimentalitet forsages.

Iscenesætteren Liv Helm giver os et tilsyneladende nøgent scenerum, der nådesløst understreger, at Maria er og bliver alene på denne rejse.

Men Liv Helm har også medfølelse nok til at lade drøm bliver til virkelighed mod slutning, hvor vi har brug for forløsning, selvom vi godt kender slutningen.