SILK & KNIFE 2

★★★☆☆☆

Koreografen Jiří Kylián blev for 10 år siden hyldet med forestillingen SILK & KNIFE. Nu har Den Kongelige Ballet så valgt at gøre det igen under den lidet opfindsomme titel SILK & KNIFE. Vi får fire små billetter, der afspejler koreografens udvikling i henved et kvart århundrede, men alligevel vil magien ikke rigtig indfinde sig denne gang.

Den indledende "Salmesymfoni" er ellers en stamt udført ballet med et velfungerende korps inklusive to af øjeblikkets stærkeste dansere Jón Axel Fransson og J’aime Crandell. I baggrunden en collage af ægte tæpper, mens Igor Stravinskys berusende musik væltede ud over os. Men vi beundrede mere end vi elskede, hvad vi så.

Mere sprudlende men også lettere i anslaget forekom SARABANDE, den velnok mest forfriskende af aftenens balletter, også på grund af en orignal lydkulisse med skrig, fordrejet musik og pludselige effekter.

Gensynet med FALLING ANGELS skuffede en smule. Værket – med dets hypnotiske trommerytmer, kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved og danserne udførte koreografien med præcision. Men uden den glød og nødvendighed, der gjorde førsteopførelsen så fængende.

Sidst fik vi 27`’52’, det nyeste af værkerne, men også det mindst inspirende. Her blev dansen til en selvhøjtidelig kunstinstallation, der kun i den afsluttende pas de deux fik balletten kontakt med sit publikum.

Ingen tvivl om Jiří Kyliáns genialitet og indflydelse. Men større lidenskab og nærvær i et anderledes sammensat program ville givet have ydet ham mere retfærdighed.