-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MADE IN AARHUS

★★★★

Teaterkoncerten MADE IN AARHUS starter besynderligt nok sin Danmarks-turné i Københavns mest uattraktive teaterrum, Docken. Men med fem stærke sangere på scenen og en sangskat, som århusianerne godt kan være stolte af, skal forestillingen nok skabe glæde også uden for smilets by.

Benjamin La Cour har haft større held med lyset end med den lidet elegante madras-scenografi, men han har også haft et travlt teaterår. De hæslige kostumer har man dog svært ved at tilgive ham.

Anders Lundorph har primært benyttet sig af pop-rock-sange fra før årtusindskiftet og ofte sange, der fortæller en (kærligheds-)historie. Ikke altid lige heldigt, når han prøver at blande historierne i to sange, der faktisk intet har med hinanden at gøre. Men han får understreget det almene i sangene ved at lade kærligheden strømmer ud af ordene uanset alder og køn.

Sammen gør Annette Heick, Xenia Lach-Nielsen og Trine Pallesen Lis Sørensens "Ind til dig igen" til et musikalsk højdepunkt, og med forestillingens vokale trumfkort Xenia Lach-Nielsen i front leverer de en medrivende udgave af Klichés "Militskvinder".

Annette Heick kan som få nå ud over rampen og kommunikere med et publikum - f.eks. i den vitale "Stupid Man". Trine Pallesen låner overraskende dybde og livsvisdom til Grand Prix-vinderen "Tænker altid på dig", som man ellers troede var uløselig forbundet med Flemming "Bamse" Jørgensen.

Ferske Tomas Ambt Kofod kæmper tydeligvis med sin pænhed, men selvom skjorten hænger uden på bukserne og han synger "pis", så lykkedes det ikke rigtig. Den kønne stemme kompenserer heldigvis for det meste, når bare han ikke prøver på at være sjov. Kris Herman er dog tydeligvis den mest uerfarne på scenen, men hans flotte rockstemme hører blandt forestillingens glædelige overraskelser.

På bagscenen styrer Mikkel Rønnow de kyndige musikere med sikker hånd, og når "Hjem til Århus" fyres af - igen - nu som ekstra nummer, er det lige før, at også københavnere synger med. Tak for sangen, Århus.