PATTI CAKE$

★★★★☆☆

Der males med bred pensel i PATTI CAKE$, et af de store hits både på Sundance filmfestival og vor egen CPH PIX. Men langsomt sniger der sig også en uventet følsomhed ind i dette pigeportræt parret med en ikke ubetydelig social indignation..

Danielle Macdonald er et overvældende bekendtskab i titelrollen, en ung rapper, der forsøger at drømme sig ud af sin hverdag.

Bridget Everett yder en dejlig vampet indsats som hendes mor, en falleret sangerinde, og Cathy Moriarty, der i sin tid forførte selveste Robert de Niro i "Raging Bull", spiller en mildest talt grotesk bedstemor, som vi alligevel ender med at elske.

Læg dertil årets hunk McCaul Lombardi som Pattis rival og man har ingredienserne til en uortodoks men stærkt underholdende biografoplevelse.

Geremy Jasper har både skrevet og instrueret dynamisk, og filmens form synes at afspejle Pattis eksplosive indre, men munder heldigvis ud i sang.

PATTI CAKE$ fremstår i sidste som en moderne kaloriebombe, man roligt kan lade sig friste af, hvis man formår at rumme det syrede og det bizarre.