NORDISK RÅDS FILMPRIS 2017


Kvaliteten af nordiske film er stadig høj, hvad også talrige andre internationale filmpriser vidner om.

Kriterierne bag Nordisk Råds filmpris synes at svinge gevaldigt fra år til år. Hvor man tidligere har fornemmet en vis kunstnerisk integritet bag valgene, synes der i de senere par at være helt andre målsætninger bag uddeling. Sidste år gik prisen til Joakim Trier for en af hans mindst vellykkede film: En ambitiøs, men engelsksproget og lidt nordisk produktion med fortrinsvis udenlandske stjerner i hovedrollen.

I år valgte man så muligt at give prisen til den mest konventionelle af kandidaterne, den sympatiske men lidet nyskabende finske børnefilm LITTLE WING. At man dermed fik givet både en børnefilm og en kvindelig instruktør lidt medvind er naturligvis sympatisk, men ellers kunne man næsten få det indtryk af, at tildeling gik til en finsk film, fordi uddellingen fandt sted i Finland.

Havde det været lutter kunstneriske kvaliteter, man havde lagt vægt på, ville filmen utvivlsomt være gået til enten Sverige eller Island for de mesterlige, der faktisk også bevæger sig i børnehøjde – dog uden at være deciderede børnefilm.
Også den danske "Forældre" havde været et mere originalt bud, men den finske film får givet mere ud af det økonomisk, fordi den endnu ikke har haft dansk biografpremiere. LITTLE WING skulle dog være sikret dansk biografpremiere i denne sæson.
Man må dog håbe, at juryen fremover lader filmenes kunstneriske kvaliteter være afgørende, hvis NORDISK RÅDS FILMPRIS også i fremtiden vil tages alvorligt.

Nedenfor kan du læse mere om årets fem kandidater:

DANMARK
Forældre af instruktør og manuskriptforfatter Christian Tafdrup og producent Thomas Heinesen
Dansk film er ikke meget for at vedkende sig sine rødder i nordisk mytologi og H. C. Andersen. Overnaturlige hændelser er der meget få af. Det retter Christian Tafdrup op på med sin debutspillefilm, Forældre, der lader et midaldrende forældrepar vågne op en morgen – som unge påny. Det er skørt, fjollet og langt ude, men som alle fantastiske fortællinger rammer det noget præcist i vores daglige sjælebund – og Bodil Jørgensen og Søren Malling er uforglemmelige som det foryngede par.

FINLAND
Tyttö nimeltä Varpu (Little Wing) af instruktør og manuskriptforfatter Selma Vilhunen og producent Kaarle Aho og Kai Nordberg
Tyttö nimeltä Varpu hæver en enlig mors og hendes datters kampe op til en universel eventyrfortælling midt i dagligdagens udfordringer. Filmen er den første spillefilm fra instruktøren Selma Vilhunen, hvis kortfilm Pitääkö mun kaikki hoitaa? (Do I Have to Take Care of Everything?) blev nomineret til en Oscar i 2014. Linnea Skog, der kun var 12 år gammel under optagelserne, leverer en fint nuanceret præstation i hovedrollen som datteren. Ved hendes side udstråler Paula Vesala ren kvindelig energi i rollen som moderen.

ISLAND
Hjartasteinn (Heartstone) af instruktør og manuskriptforfatter Guðmundur Arnar Guðmundsson og producenter Jesper Morthorst, Anton Máni Svansson og Lise Orheim Stender
Filmen Hjartasteinn er en coming of age-fortælling om teenagerne Þór og Kristján og foregår hen over en sommer i en lille islandsk fiskerlandsby. De to drenge udforsker de enkle udendørs glæder, som kendetegner den islandske sommers lyse nætter. De fisker, tager på lejrtur og møder piger. Centralt i historien er det dybe, kærlige venskab og den mulige seksuelle spænding mellem de to drenge.
Guðmundur Arnar Guðmundsson er afslappet og naturalistisk i sin instruktion, og skønt de smukke islandske fjorde danner en enestående ramme om handlingen, overskygger omgivelserne ikke fortællingen og dens stærke fokus på drengenes oplevelser. Skuespillerne Baldur Einarssons og Blær Hinrikssons bemærkelsesværdigt stærke spil og Østislands grønne scenerier understreger kun endnu mere den særegent følsomme styrke, som kendetegner filmen.

NORGE
Fluefangeren af instruktør og manuskriptforfatter Izer Aliu og producent Khalid Maimouni
Fluefangeren er en usædvanlig vellykket lavbudgetfilm, som udnytter sine virkemidler på forbilledlig vis. De medvirkende i historien – en lærer og drengene i hans klasse – fremstilles subtilt og organisk, så man som tilskuer får følelsen af at overvære virkelige dialoger og konfrontationer. Med udgangspunkt i en helt specifik lokalitet – et klasseværelse i en makedonsk landsby – fortæller filmskaberen Izer Aliu en historie, som er både politisk og psykologisk relevant på flere planer, og samtidig en følsom skildring af, hvordan et diktatur både kan opstå og falde.

SVERIGE
Sameblod af instruktør og manuskriptforfatter Amanda Kernell og producent Lars G. Lindström
En modig fortælling, som åbner for en diskussion af en fortrængt og glemt del af Sveriges historie – og som samtidig er højaktuel i sine betragtninger om oprindelse, klasse- og kulturrejser.
Amanda Kernell viser, at hun har både solidt håndelag og fin fingerspidsfornemmelse i personinstruktionen og de små detaljer. Sammen med fotograf Sophia Olsson evner hun at indfange og skildre såvel det storslåede landskab som hovedpersonens inderste tanker – det lille menneske i den store verden.