-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LINIE 3 JULESHOW

★★★★★★

Med Operaen i København som fornem ramme byder Linie 3 alias Preben Kristensen, Anders Bircow og Thomas Eje på juleshow 38 år efter, at det hele begyndte i Aarhus. Deres loyale fans sørgede for, at der også denne aften var udsolgt, og de indtager da også en enestående plads i den danske underholdningsbranchen.

Hvis de herrer med tiden er blevet mere omfangsrige, tyndhårede og rødkindede, så er deres publikum så sandelig også. Showets kvaliteter er da også primært af nostalgisk karakter, selvom man har forsøgt at peppe formen lidt op ved at tilføje Trine Gadeberg.

Hendes alsidige evner som sangerinde er da også en gevinst for forestillingen, men helt integreret i helheden bliver hun alligevel aldrig.
Gadebergs udgave af den dejlige "Have Yourself A Merry Little Christmas" fra filmen "Meet Me In St. Louis" bliver næsten for kælen i Jan Glæsels popjazzede arrangement, men hun imponerer i Andrew Lloyd Webbers "Pie Jesu" og tager sig yndig ud til sidst i rød kjole i et dynamisk gospel-nummer. Man savner dog Leonard Cohens "Hallelujah"-nummer, som Trine Gadeberg sang så flot i Kerteminde-revyen tidligere på året.

Forestillingens store problem er de aldeles umorsomme tekster, som Linie 3 har fået at arbejde med. Juleevangeliet hænger også i timingen, og helt ulideligt er nummeret med orkestermedlemmernes navne. Her ville enhver fornuftig instruktør straks sige "Nej", for det nummer kan aldrig blive andet end pinligt - og virker tilmed endeløst.

Men i et muntert julemedley med sange fra julekalenderne i TV samt i en festlig hyldest til Disneys juleshow rammer Linie 3 lidt af den gamle form.

En sært vrissen Preben Kristensen har desværre ladet sin dronninge-parodi bliver hjemme, men det er måske forståeligt nok med de problemer, som kongehuset har i øjeblikket. Til gengæld får vi et hektisk nummer fra animationsfilmen "Aladdin", hvor man sidder og bliver helt nervøs for Kristensens vejrtrækning. Thomas Eje stepper og crooner lidt, men parodierne har han åbenbart lagt på hylden? Festligt er faktisk Anders Bircow, når han synger og danser til "Merry Christmas Everyone" med kunstig sne i hånd og mund.

Gensynet med Linie 3 bliver dog alt i alt lidt vemodigt. For det minder os om, at der ikke er så lang tid igen. Men heldigvis med glimt, der siger, at det netop gælder om at nyde livet.