★★★☆☆☆
Davis Guggenheims EN UBEKVEM SANDHED satte for 11 år siden de globale klimaforandringer på filmens verdenskort. Det udløste to Oscars – for henholdsvis bedste dokumentarfilm og bedste sang ("I Need To Wake Up" af Melissa Etheridge) såvel som Nobels Fredspris til Al Gore.
Med Bonni Cohen og Jon Shenk som instruktører er den tidligere vicepræsident tilbage i stjernerollen som sig selv, og har tilmed overskud til at gøre grin med sin egen hårfarve, der efter 11 års kamp er ændret fra sort til gråt.
Han har ligesom sidst skrevet filmens manuskript, og derfor kan det godt virke lidt vammelt, når vi skal se billeder af et indforstået publikum, der sidder og nikker eller græder af rørelse over Al Gores beretninger.
Selviscenesættelsen når sin kulmination under det store klimatopmøde i Paris, hvor Al Gore beskedent nævner Obama og andre som medvirkende til, at klimaaftalen endelig kom på plads, men hvor filmens udsagn, forfattet af Gore selv, ikke er til at tage fejl af: Det var Gore, der var den afgørende faktor i, at aftalen kom på plads.
Det kan meget vel være rigtigt. Men når det stoppes ned i halsen på os med en samme ihærdighed som man troede var forbeholdt nazistiske propagandafilm, så bliver det givet for meget for nogen.
Det skal dog siges til Gores forsvar, at han uforfængeligt lægger ud med at adressere den kritik, der fulgte i kølvandet på første film, hvilket han tildels har held med. Til gengæld virker hans forsøg på at hefte en lykkelig slutning på denne film temmelig postuleret. For kun så længe præsidenten hed Obama, var der håb.
Men når Trump som verdens mest magtfulde mand annullerer USAs deltagelse i den globale klimakonference, så er det svært at bevare håbet, selvom Gore kun ser det som et tilbageskridt i en ellers positiv udvikling. Kiimaproblemerne forsvinder dog ikke af sig selv, så håb eller eller – der er kun een vej frem.
