RAYMONDA

★★★★★☆

Balletmester Nikolaj Hübbe, der aldrig har lidt af beskedenhed, tager på forsiden af programmet hele æren for værket RAYMONDA. Men det er dog Marius Petipa, der fortjener de største roser for sin del af koreografien til den aktuelle opførelse på Det Kongelige Teaters smukke gamle scene.

Hvor tager denne underkendte russiske ballet sig betagende ud netop her i Richard Hudsons maleriske scenebilleder med udsøgte farveafstemte kostumer i følsom belysning af Giuseppe di lorio.

RAYMONDA er ikke kun en fryd for øjet, men også Aleksandr Glazunovs lyriske musik fortryller os, når den spilles af Det Kongelige Kapel under ledelse af Graham Bond.

Skulle man indvende noget denne aften kunne det være af de tre hovedroller ikke var tilstrækkeligt stærkt besat.

Kizzy Matiakis kan en del, men mangler stadig den store personlighed, der kan bære en krævende rolle som adelskvinden RAYMONDA.

Andreas Kaas, der ellers har haft et godt år, dansede rollen som RAYMONDAs forlovede med stolt attitude men uden megen charme. Først i sidste akt imponerede han for alvor, men han bør styrke sine løft, hvis han skal kunne håndtere Den Kongelige Ballets store damer.

Benjamin Buza havde en flot maskulin udstråling som prins Abderam, men kun få dramatiske udtryk i ansigtet, hvilket blev lidt kedeligt i længden.

Til gengæld glædede man sig over de medvirkende i flere af de mindre roller: Mette Bødtcher havde både den helt rigtige positur og grandeur som Grevinde Sibylle, og Marcin Kupiñskis bekræftede som Beranger, at han er inde i en fornem udvikling som danser.

Man frydede sig også ved gensynet med Jón Axel Fransson i sidste akts Pad de dix, og undrede sig slet ikke over, at det var denne udtryksfulde danser, der ved den officielle premiere dansede rollen som prins Abderam.

Vi må heller ikke glemme balletskolens børn, der iført nogle festlige dragter udviste både præcision og ynde. Det lover godt for fremtiden.