fortalt til
Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten
Forlaget Berlingske
Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten afslutter deres trilogi om danske revy-koryfæer med en dejlig varm bog om Lisbet Dahl. Sammen med biografierne om Stig Lommer og Preben Kaas bliver den en skildring af den moderne danske revys udvikling.
Den seneste bog synes på een gang at have været den letteste og den sværeste at skrive, fordi at den portrætterede lever endnu. Men som læser får man virkelig en klar fornemmelse af, hvem Lisbet Dahl var og er – og hvad hun står for.
Hvor er hun dejlig! Bestemt ikke fejlfri, hvilket hun selv fastslår med eftertankens klogskab, og i erkendelsen af, at livet i al fald har har gjort hende mere vis.
Børnene er det vigtigste i hendes liv, også vigtigere end arbejdet. Man undrer sig dog over, hvordan hun har haft tid og uoverskud til at se dem – med den fart hun har haft på karrieren, men man tvivler ikke på hendes ord. For Lisbet Dahl kan man tydeligvis stole på.
Børnenes fædre får sjældent mere omtale end familiens hunde, men til gengæld er der mange varme ord om Ebbe Langberg, Claus Ryskjær og Torben Træsko. Mere kritisk fremstår hun, når det gælder Kaspar Rostrup og Ebbe Rode, men aldrig ondskabsfuld.
Mest elskeligt og komplekst bliver portrættet af moderen. Trods talrige skænderier og moderens stadig mere problematiske alkoholisme aner man den dybde kærlighed, der var kernen i relationen.
Lisbet Dahls evne til altid at se en sag fra andres sider, løber som en rød tråd gennem bogen, og er måske ligefrem en forudsætning for, at hun ikke blot blev en stor skuespiller, men også en betydelig instruktør.
Vi hører både om de private problemer i de svære ungdomsår, men også om de mange scenesucceser – fra Piaf og “Shirley Valentine” til CIrkusrevyen og “Vores sensommer”.
Derimod får vi ikke meget at vide om film- og tv-arbejdet og hører primært om gennembrudet i “Pigen og drømmeslottet” samt i særdeleshed om “Sommer”, der også blev et endnu et højdepunkt for hende.
Reumert-triumfen og hendes 70 års-fødselsdag danner en lykkelig slutning på bogen, der først og sidst tjener som påmindelse om, hvor meget vi har at være Lisbet Dahl taknemmelig for.
