-
Forside
logo logo logo

 

 

 

 

KUN DETTE ÅNDEDRAG

af

Christian Braad Thomsen

Forlaget Vandkunsten

★★★★

 

Troen er vendt tilbage med fornyet styrke. Altså ikke troen på troen, men nærmere en stadig kritisk stillingtagen til fænomenet tro – nærmere bestemt den kristne tro.

For tiden vises den anmelderroste tv-serie ”Herrens Veje” på DR1. Her kan seeren opleve den stærkt troende præst Johannes, spillet suverænt af Lars Mikkelsen, udlægge Biblens tekster og strø om sig med velvalgte bibelcitater.

En anden person, der udlægger Biblens tekster, er den danske forfatter, filminstruktør og debattør Christian Braad Thomsen. Til forskel fra den fiktive Johannes, så er Braad Thomsen klippefast ateist. 

Braad Thomsen nøjes dog ikke med at blive i sin tro på ikke at tro. Tværtimod kan man forvisse sig om, at Braad Thomsen noget nær hader kristendommen ind til benet, hvis man læser hans seneste skrift eller nærmere anklageskrift KUN DETTE ÅNDEDRAG.

Titlen på bogen låner han fra en verslinje af den muslimske sufi-digter Rumi, der blandt andet var fortaler for verdensborgeridealet. 

KUN DETTE ÅNDRAG er ekstrakten af en livslang undren over og aversion mod verdens største trosretning.

Umiddelbart fremstår bogen en sær krydsning mellem en eksegetisk analyse, rasende bandbulle, humoristisk levnedsbeskrivelse og et harmdirrende debatindlæg. Den store spændvidde er umiddelbart imponerende, men ejendommeligt nok også en slags spændetrøje, da læseren ikke oplever en fremadskridende idemæssig konsistens i bogen, men nærmere en myriade af tankeindskydelser og idiosynkrasier - ikke altid med tydelig årsagssammenhæng.

I den første del af bogen erfarer læseren, at tilblivelsen af bogen faktisk er foranlediget og tilskyndet af Braad Thomsens ven – den danske præst Johannes H. Christensen. De bibelske tekster optræder mest i første del af bogen, hvor Braad Thomsen går til sagen ved at fremdrage passager fra Biblen. Han slår fast, at evangelierne ikke er et historisk, men et ideologisk kildeskrift. Herefter hører læseren om emner som Jesus' offerdød, moderne dommedagssekter, Luther, Maria Magdalena og K.E. Løgstrup. Ingen tvivl om bogen har intellektuel tyngde, men ligeledes en lidt tyngende struktur.

En figur, der støder Braad Thomsen på manchetterne, er Paulus, der var den første, som skrev om Jesus, selvom hans skrifter følger efter de fire evangelier i "Det Nye Testamente”. Paulus' breve var henvendt til nogle af de første menigheder, som han selv havde grundlagt. Braad Thomsen henviser til flere inflammatoriske passager og noterer, at Paulus var indædt imod homoseksualitet, nærede stor kvindeforagt og beskrives som en mand, der bevarede sin grænseløse rigiditet, fordømmelse og selvretfærdighed. 

Flere tænkere inddrages af Braad Thomsen både som sandhedsvidner og ammunition mod kristendommens troslære og forkyndelser. Nogle steder tipper det en anelse over og bliver for meget en art akademisk afhandling fremfor at benytte den lidt mere jordnære og muntre tone, der mærkes ved de små erindringsnedslag fra eksempelvis barndomsbyen Bjertrup.

Det er netop den lyse tone, der ofte præger Braad Thomsens skriverier, men desværre kun momentvis i denne lettere alvorsfulde og til tider selvhøjtidelige bog.

Det ville også klæde bogen, hvis Braad Thomsen brugte lidt flere henvisninger til film og ikke nøjes med en enkelt film af François Truffaut, Carl Th. Dreyer, Jytte Rex og Luis Buñuel. Helt mirakuløst er Rainer Werner Fassbinder slet ikke nævnt. Det er Freud til gengæld. Han bruges mod sædvanen ikke proportionsløst, men derimod med mådehold og kløgt. Faktisk er nogle af de bedste passager de personlige anekdoter og iagttagelser. Men det bliver dog en smule fanatisk, når Braad Thomsen hævder, at nadveren er et kannibalistisk fænomen.

Efter et årti hvor Islam har stjålet de fleste overskrifter, er det velgørende at opleve, at kristendommen nyder større bevågenhed. Gud ske tak og lov den kritiske af slagsen.

KUN DETTE ÅNDEDRAG kiler sig ind mellem en række interessante historiske og dagsaktuelle debatter herunder emner som Danmark som kristent land og krigen i Mellemøsten.

Bogen er langt hen ad vejen velskrevet, velfunderet og velargumenteret. Modsat savner den et mere klart og stringent fokus fremfor at skyde med kritiske spredehagl. Undertegnet vil dog slutteligt krybe til korset og bekende, at den rummer flere gode anledninger til diskussioner og anfægtelser både i privat og offentligt regi.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)