SLAPSTICK SHERLOCK

★★★★☆☆

I Tivolis glassal lukker og slukker Crazy Christmas cabareten efter 35 år. Forhåbentlig vil andre forsøge at skabe gakket juleunderholdning på engelsk, da der tydeligvis er et publikum til det.

Det kunne f.eks. være instruktøren Jeremy Thomas-Poulsen, der netop har haft premiere på SLAPSTICK SHERLOCK i Huset, 4. sal (ikke at forveksle med Husets Teater!). En skæg moderne Sherlock Holmes-historie, hvor husbestyrinden Miss Hudson egentlig er den kvikkeste – også til at pynte op til jul. Sherlock sidder vanen tro og patter på sin pibe, mens en usædvanlig bøsset Dr. Watson vimser omkring eller synger julesange – med flot variabel stemme.

Det er næppe alle danskere, der vil forstå alle glocer i den saftige tekst – med mindre man er fortrolig med den dobbelte betydning som ord a la "snatch", "box" og "Johnson" har, men stueren kan man heldigvis ikke kalde forestillingen.

Vi hygger os i al fald i selskab med Gordon Torbet, Jana Pulkrabek og Siegmar Tonk, der får gjort godt men kærligt grin med Sherlock Holmes-myten samtidig med, at julehyggen melder sig. "Have Yourself a Merry Little Christmas" lyder det håbefuldt fra de tre medvirkende til slut – og vi forlader salen med smil på læben efter blot to timer inkl. pause. Den helt rigtige længde på denne form for juleforestilling.