-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

STALINS DØD

★★★★★★


Armando Iannuccis STALINS DØD lanceres som en moderne Monty Python-film. Michael Palin er da også på rollelisten, men tonen er markant anderledes. For hvor LIFE OF BRIAN var ren galskab, har man på fornemmelsen, at Armando Iannucci vil noget andet med sin skildring af magtkampe og bureaukratiet omkring STALINS DØD.

Han har valgt at besætte rollerne som Ruslands mest magtfulde mænd med britiske og amerikanske skuespillere anført af Simon Russell Beale (tidligere Hamlet på Kronborg), Jeffrey Tambor, Paddy Considine og Steve Buscemi.

Adrian McLaoughlin agerer Stalin og Stalins mere eller mindre tvivlsomme afkom varetages af Andrea Riseborough og Rupert Friend.
Armando Iannuccis har tidligere haft held med at skabe politisk satire, tænk blot på den Oscar-nominerede "In the Loop" og den sejlivede tv-serie "Veep".

Men denne gang virker humoren for tung og uelegant. Det er som om, at den hænger fast i en ret gammeldags opfattelse af Rusland, som tiden må siges at være løbet fra. Derfor er man bedre tjent med at vente til den 4. januar, hvor den russiske film LOVELESS har premiere. Der skal man dog ikke forvente tilløb til morskab, men til gengæld en rystende historie om fortidens spøgelser og nutidens ånder.