FRÅDSERI

★★★★☆☆

I Republiques teaterserie "7 dødssyndere" er vi nu noget til FRÅDSERI. Om det skyldes besparelser eller ej, så har man i stedet for selv at producere en forestilling i stedet omdøbt Aarhus Teaters solo-forestilling "Techno" (efter Niels Henning Falk Jensbys roman) til FRÅDSERI. En monolog præsenteret i passende omgivelser, nemlig på bøssebaren Never Mind Night Club midt i København.

Lysekroner, discokugler samt guldfarvede figurer af både Mannekin Pis og Jesus smelter sammen med attraktive flasker i alle størrelser, og skaber en bizar form for hyggelig dekadance.

Techno-musikken hamrer ud i lokalet som infernalske pulsslag styret af DJ’en Natal Zaks fra mixerpulten i hjørnet. Simon Matthew danser som besat, mens han i et saftigt sprog beretter om nattens sexoplevelser.

Pludselig stopper musikken og lyset normaliseres. Det er blevet dagen derpå og vi oplever en brugt og mere sårbar udgave af den unge mand. Det bliver hurtigt klar, at han lever i et slags afhængighedsforhold til en ældre fyr, der dominerer ham voldsomt seksuelt, mens han stilletiende finder sig i det.

Mens den ældre fyr er bortrejst, møder vor unge ven dog sin grænse i form af en brutal voldtægt, der sætter forholdet til den ældre fyr i relief. For hvad er det egentlig, der søges og opnås med disse brutale sexlege?

Simon Matthew stiller sig i den grad til rådighed for ordene, og hans præstation må aftvinge både respekt og beundring.

Iscenesætteren Sargun Oshana sørger for, at Simon Matthew aldrig bliver ladt i stikken rent dramatisk, og sikrer samtidig en konsekvent nærgående teateroplevelse, man vil huske.