★★★★★☆
Skuespilhusets mellemstore scene er af skuespilchef Morten Kirkskov blevet omdøbt til Mellemgulvet, og lever denne gang op til sit navn. For TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER er en følelsesmæssig mavepumper og et højdepunkt blandt teatrets mange sygdomsstykker.
Anders Lundorph, der skabte den uforglemmelige "Boys Don’t Cry" samme sted, har fået ideen at bearbejde Jonas Gardells bøger og TV-serie til en dansk sceneversion. Sygdom forhindrede dog Anders Lundorph i selv at iscenesætte, og to af hans skuespillere (Peter Christoffersen og Morten Burian) overtog opgaven, så forestillingen kunne gennemføres.
TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER er et medrivende episk drama om de tidligere Aids-år i midten af 80erne, hvor uvidenhed, angst og håbløshed gjorde livet ulideligt for mange bøsser. En del begik selvmord, inden den såkaldte "bøsse-pest" tog livet af dem.
Forbilledet har tydeligvis været Tony Kushners "Engle i Amerika", et komplekst og skelsættende epos, der udspiller sig i USA.
Men det er som om, at vi kommer lidt tættere på forståelsen af vor egne erfaringer på disse bredegrader med TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER. Strukturen synes enklere, vel også mindre ambitiøs, men samtidig også mindre prætentiøs. Andre dramatikere – også danske – har givet deres besyv med om aids-æraen bl.a. Suzanne Brøgger og Morti Vizki. Men spørgsmålet er, om TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER ikke er det mest helstøbte og mest publikumvenlige af alle de nordiske forsøg på at lave et aids-drama?
Peter Christoffersen har næppe nogensinde været bedre end som den splittede Benjamin, der både er Jehovas vidne og homoseksuel. Han forelsker sig i Rasmus, og hvem ville ikke gøre det, så sart, sødt og sårbart som Simon Bennebjerg fremstiller ham.
Johannes Lilleøre gør comeback som rapkæftet campqueen, og såvel Patrick Baurichter som Andreas Berg Nielsen formår at røre os som unge aidsofrer.
Morten Burian og Amanda Collin kunne muligvis have brugt lidt mere prøvetid på at trænge dybere ned i de småroller, de er blevet udstyret med, men måske skulle man i virkeligheden ha’ fundet lidt ældre skuespillere til rollerne som de unge bøsser forældre? Esben Dalgaard slipper bedst fra det med den stilfærdige oprigtighed, der er blevet hans særkende.
TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER blev en gigantisk succes i sit hjemland – også udenfor homokredse. Med den rigtige markedsføring og et par justeringer i forestillingen burde Det Kongelige Teater få succes – også hos de unge.
