★★★☆☆☆
Trods kritikernes stadig stigende frustrationer har Marvel-filmene gang på gang formået at indspille formuer. Den 18ende Marvel-film rummer stadig en del af tegneserie-universets største svagheder, men er unægtelig en af de mest bemærkelsesværdige Marvel-film.
Instruktøren Ryan Coogler har med film som "Creed" og "Fruitvale Station" været med til at revidere "black America" på film, og med BLACK PANTHER beviser han, at det er muligt at lave en storslået superheltefilm, der lokker folk i biografen, med sorte skuespillere i hovedrollerne.
Chadwick Boseman, der havde fortjent en Golden Globe-nominering for sit portræt af James Brown i "Get On Up" og er aktuel i år via titelrollen i den Oscar-nominerede "Marshall", fører an som T’Challa/Black Panther Han får selskab af en række af tidens store talenter bl.a. Michael B. Jordan ("Fruitvale Station"), den netop Oscar-nominerede Daniel Kaluuya fra "Get Out" samt TV-stjernen Sterling K. Brown (Emmy-belønnet for både "This Is Us" og "The People v. O.J. Simpson").
Men også kvinderne, anført af Lupita Nyong (Oscar-vinder for "12 Years A Slave", Angela Bassett (Oscar-nomineret for sit Tina Turner-portræt) samt det nye navn Letitia Wright, bidrager til et stærkt hold. I tilgift får vi veteranen Forest Whitaker, der vandt en Oscar for at spille Idi Amin i "The Last King of Scotland", i endnu en fin præstation.
Blandt de hvide skuespillere gør Andy Serkis og Martin Freeman, hvad de formår for at få opmærksomhed, men deres karakterer forbliver biroller.
Ryan Cooglers kup er, at han formår at forene gammelt og nyt – også i filmens visuelle univers, krystaliseret i landet Wakanda. Coogler har atter allieret sig med Rachel Morrison, der også stod bag kameraet på "Fruitvale Station" og som netop er blevet den første kvindlige filmfotograf, der har opnået en Oscar-nominering takket være "Mudbound". Sammen har de skabt et ganske enestående udtryk i landet Wakanda, der mixer afrikansk stammekultur med moderne sci-fi teknik.
Ikke mindst de spektakulære kostumer bidrager til at gøre BLACK PANTHER til en spektakulær oplevelse.
Der bliver heller ikke sparet på effekterne undervejs – nogle dog mere vellykket end andre. Kendte navne som Kendrick Lamar og Jay Rock bidrager til det potente soundtrack.
Manuskriptet til BLACK PANTHER er dog hverken værre eller bedre end til andre Marvel-film, og også denne føles en Marvel-film mindst en halv time for lang. Synd for BLACK PANTHER er så tæt på at være en decideret vellykket Marvel-film. Dens betydning rækker dog ud over de rent tekniske meritter og bør ikke undervurderes.
