INDEN JEG FYLDER 67

★★★★☆☆

Landsteatret turnerer i øjeblikket med en skæg og ganske tankevækkende lille komedie kaldet INDEN JEG FYLDER 67, der lige p.t. er landet på Amager i Kastrup Bio. Forfatteren Jane Prowse modtog for år tilbage en Laurence Olivier-nominering for den episke a cappella-musical "Up On The Roof" og også INDEN JEG FYLDER 67 ("A Round-Heeled Woman), der er baseret på Jane Juskas roman, har modtaget anerkendelse i det store udland. Det forstår man godt, for den undgår de værste klicheer omkring ældre menneskers seksualitet og vover samtidig lidt mere.

Pia Rosenbaum har iscenesat med sødme og sjæl, og det kommer først og fremmest den fortræffelige Kirsten Lehfeldt til gode. Lehfeldt øser af sin varme og livsvisdom i rollen som Jane, der i en alder af 66 indrykker en sexannonce. Resultaterne kommer bag på hende og på os, men formidles med en naturlighed, der nedbryder om ikke alle fordomme så i al fald de fleste.

Stig Hoffmeyer (alias Mr. Lehfeldt) gør en overrumplende entre i et festligt kostume og Troels ll Munk har fået til opgave at skildre nogle af de mere odiøse bekendtskaber, der følger i kølvandet på Janes annonce, hvilket han gør med velgørende lune.

INDEN JEG FYLDER 67 fremstår som en tiltrængt påmindelse om, at der finder alternative måder at leve sit liv på, selvom man bliver gammel, og at det aldrig er for sent at udvikle sig.