★★★☆☆☆
Teatergrad og DanskDansk har sammen begået en uprætentiøs og sympatisk forestilling ved navn IKKE UDEN MIN MOR. der p.t. kan opleves i VerdensKulturCentret på Nørrebro.
Entreen til scenerummet foregår gennem to børnedyne, der til sammen – viser det sig – danner en blød kusse, hvorfra også skuespillerne gør deres entre fra alle verdenshjørner.
Publikum er bænket på lidet behaglige træstole i en cirkel omkring en lille arena med repos. Cirkus-elementet fuldføres af en række tørresnore, der strækker sig fra fra centrum ud til siderne som en slags fiktive teltholdere. En gennemført og morsom scenografi af Sir Grand Lear (et fagligt partnerskab mellem Lea Burrows and Ingvild Grande), så længe de allerstørste tøjstykker på snorene ikke skygger for udsynet.
Interviews med 76 forskellige kvinder er blevet kogt ned til en fem kvarters forestilling, hvor ordene formidles af 4 indtagende skuespillere: Lotte Munk, Marie Louise von Bülow, Siir Tilif og – ikke mindst – en uimodståelig Anne-Vibeke Mogensen.
Dramatikeren Camara Christina Lundestad Joof støttet af dramaturgen Sosha Teperowska undgår flot de værste klicheer i skildringerne af forholdene mellem mødre og døtre. Som mand er man i sagens natur en smule udenfor, men bestemt ikke mere end kvinder må have følt sig i århundreder i en mandsdomineret kulturverden.
Sandra Yi Sencindivers lune og detaljerige iscenesættelse får os da også til at føle os velkomne og mange mænd vil givet have godt af forstå flere nuancer i diverse mor-datter-relationer. En dråbe mælk i en kop kan nemlig både være en måde at give den ammede mælk tilbage til en selvoptaget moder, men afslører samtidig også en mindst ligeså selvisk datter, der aldrig får lært om moderen bruger mælk eller ej.
Stærkest indtryk gør en af de afsluttende tekster – forbilledligt formidlet af Anne-Vibeke Mogensen – hvor en ældre kvinde gør status over sit liv og konkluderer, at hun egentlig aldrig skulle være blevet mor. Bevares – hun holder både af børnene og manden. Men hun føler sig reduceret af sit moderskab til "kun" at blive betragtet som en "mor".
Publikum bliver også bedt om at tænke på, hvad de kunne have lyst til at sige til deres mødre, hvorefter de skal formidle det til personen ved siden af. Disse delinger af mødre-historier har en velgørende virkning på publikum. Men når skuespillerne til sidst går rundt og tager udvalgte medlemmer af publikum ved hånden, så virker det derimod som rent føleri (hvor dybtfølt det end måtte være som udgangspunkt). Her bryder man den 4. væg på en uhensigtsmæssig måde, der virker befamlende og desværre farver oplevelsen bagudrettet.
Synd – for trods en beskeden indpakning har IKKE UDEN MIN MOR faktisk mange kvaliteter. Det særlige kvindefokus er behageligt fri for Me too-henvisninger – og derved træder nogle andre og mere underbelyste aspekter frem om det at være datter eller mor.
