★★★★☆☆
Christian Lollike er for anden gang på få uger aktuel i København med et stykke. Først gjaldt det som forfatter til og iscenesætter af musikforestillingen 68 på i Skuespilhuset og nu er HOSPITALET, hans samarbejdsforestilling med Aarhus Teater, rykket ind på S/H i Kødbyen.
Lollike har denne gang haft Sigrid Johannesen som medforfatter, mens han har overladt iscenesættelsen til Runar Hodne. Den fortrindelige scenografi, der danner rammer om de stadig mere absurde hospitalsscener, tegner Franciska Zahle sig for, og det er lykkedes hende at skabe et grotesk og stadig mere defust teaterrum, hvor vægge og døre ryger op og i med stor risiko for at ramme såvel indlagte som ansatte.
Teksten synes i starten at have sine begrænsninger. Det er som dramatikerne i starten søger at finde en balance mellem det realistiske og det tegneserieagtige. Men da først vanvidet får overtaget, sætter det også dramatikerne fri, og synes også at frigøre skuespillerne i Runar Hodnes iscenesættelse gradvist mere drømmeagtige iscenesættelse.
Kjartan Hansen slås i starten med en utroværdig lægerolle, men får sammen med Patricia Schuman lov til at lufte stemmebåndet, og hun finder i rollen som afdelingsleder nogle velgørende fanden-i-voldske attituder, ikke mindst når der skal spises under møderne. Både Mette Døssing og Nanna Bøttcher finder stadig mere desperate udtryk for de stakkels sygeplejerskers frustrationer og Inge Sofie Skovbo låner al sin livserfaring til den medgørlige ældre medarbejder, der ironisk nok ender som patient på sin arbejdsplads.
Kristian Holm Joensen er på een gang morsom og vanvittig uhyggelig som manden, der ved en fejl har fået fjernet sit røvhul, og Thomas Mørk virker på lignende vis både grinagtig og skræmmende, som manden der skal holdes vågen i tilfælde af operation. En levende død – men kun i kort tid. Nævnes bør også skuespillereleven Mette Klakstein Wiberg som den unge kvinde, der må insistere på at fejle noget i et system, der går ud fra, at hun lyver.
Det fine ved HOSPITALET er, at forestillingen ikke komme nogle nemme løsninger eller forklaringer på alle problemer, men blot slår fast, at den form for kontrolbaseret galehus, som eksisterer i øjeblikket, simpelthen ikke fungerer. Det fosser i bogstaveligste forstand med både blod og bæ. Og det skal der altså mere end en hospitalsklovn til at lave om på.
