-
Forside

logo logo logo

 

 

 

PØJ PØJ POLONIUS

af

HANS KRAGH-JACOBSEN

Forlaget TIDERNE SKIFTER

★★★★


På et ukendt københavnsk teater findes skuespilleren Harald Hambild brutalt myrdet med en papirkniv efter et cocktailparty, hvor alle de medvirkende på teatret var tilstede. Straks efter tilkaldes afbudsskuespilleren Jerry Larsen, så opsætningen af det kommende Hamlet-stykke ikke tvinges totalt i knæ. Dette er en ultrakort sammenfatning af historien i Hans Kragh-Jacobsens krimiroman PØJ PØJ POLONIUS. Romanens titel er en hentydning til Shakespeare karakteren Polonius, der som bekendt er faren til Ofelia i hævntragedien Hamlet.  

I Hamlet-stykket bliver Polonius dræbt bag et gardin af hovedpersonen. Det er ikke helt tilfældet i Kragh-Jacobsens roman. I teaterverden er det dog yderst vanskeligt at holde noget hemmeligt, som Jerry Larsen tørt konstaterer sent i romanen. Derfor går jagten på en mulig morder anført af den snarrådige politikommissær Kurt Kværnholm. Mon det kan være én fra teaterbranchen eller en fremmed, der står bag mordet? Det må læseren selv forvisse sig om.

Der optræder gardiner i romanen, men ikke meget gardinprædiken. Tværtimod er romanen præget af en lettere sludrende og lystig dialog med lidt flade, men også ret morsomme karakterer. Det hele krydres med bramfrie vitser og slibrig sladder, der udstiller teaterverden som lidt lukket om sig selv og fyldt med personfnidder og intriger. 

Romanens altoverskyggende hovedperson, Jerry Larsen, er både en slagfærdig og lidt mismodig type, der pludselig går fra at være sekundant til at blive detektiv. Undervejs dulmer Jerry den værste livslede med flere knald hos bolleveninden, mens opklaringsarbejdet fører ham dybt ind i den københavnske teaterverdens skumle kringelkroge. 

Hans Kragh-Jacobsens ret underholdende roman har et stærk satirisk tilsnit samt en ramsaltet og fræsende sproglig stil. Den plotmæssige udvikling er ikke romanens primære drivfjeder, men det er derimod den levende miljøtegning og det skæve persongalleri. PØJ PØJ POLONIUS tager med andre ord læseren med på en sjov og lidt skrækindjagende rejse ind bag teaterverdens gardiner. 

(Gæsteanmelder: Niels Roe)