★★★★☆☆
Michael Haneke er tilbage og det er i grunden altid foruroligende – på den gode måde naturligvis. Handlingen tager sit udgangspunkt i en i sandhed dysfunktionel familie, der synes så splittet, at det må bringe håb i alverdens hjem: For der er åbenbart nogen, der har det værre.
Familien er naturligvis et synonym for det franske samfund, og i de første billeder efter teksterne ser vi da også familiens byggeplads (holdt i tricolorens tre farver) begyndende sammenbrud. Michael Hanekes sortsyn er ikke til at tage fejl af.
Det er mange relationer at holde styr på, men det lykkedes for Haneke at holde tungen lige i munden i denne uafhængige fortsættelse af mesterværket "Amour".
Jean-Louis Trintignant er heldigvis også med denne gang – omend i en væsentlig mindre men alligevel uhyre vigtig rolle som den gamle patriark, der nu længes efter døden efter at have kvalt sin kone.
Isabelle Huppert, som spillede en birolle i "Amour", har hovedrollen som den ambitiøse nervesvækkede mor , der ikke kan skjule sin skuffelse over og sin bekymring for en håbløs søn, der er kommet ud i noget snavs og som væmmes over det overklasseliv, han er vokset op i.
Mathieu Kassovitz (der i sin tid vandt pris i Cannes for at instruere "Hadet") gør et velkomment comeback som skuespiller med rollen som bror til Hupperts nervesvækkede moder. Balancen ryger tilsyneladende i parforholdet, da hans kone er første ægteskab bliver ramt af en forgiftning og han pludselig står med ansvaret for den teenagedatter, han svigtede du hun var spæd. Problemerne forværres betragteligt, da teenagedatteren opdager, at han er sin kone, der er nybagt mor, utro med en kinky kvindelig musiker.
Michael Haneke kommer ikke med lette løsninger, men hans klarsyn med hensyn til hvordan vores stadig mere individuelle liv nødvendigvis må skade helheden fornægter sig ikke. Helt på højde med "Amour" kommer han ikke, men det vil næsten også være for meget at forlænge. HAPPY END er dog mere end en fortsættelse, men derimod et præcist signalement af et stadig mere sygt samfund.
