★★★☆☆☆
Guldbaggen er Sveriges betydeligste filmpris og afstemningsfasen faldt i år sammen med kulminationen på Me Too-hysteriet. Det resulterede i nogle stærkt politiske valg i en lang række kategorier, og at SILVANA skulle være årets bedste svenske dokumentarfilm forekommer ihvertfald tvivlsomt.
Instruktørerne Mika Gustafson, Olivia Kastebring og Christina Tsiobanelis forguder tilsyneladende den rapkæftede hip hop-sangerinde Silvana Imam, og hendes mod og engagement postuleres vedvarende.
Men når det kommer til stykket, taler Silvana mest i jeg sætninger, og bortset fra nogle følelsesmæssige udfald mod racister/nazister med en retorik, der forekom ligeså skinger og uværdig som deres, ser vi aldrig noget konkret til hendes kampe.
Derimod får en nogle alt for løst instruerede koncertoptagelser og alt for mange defuse optagelser, hvor hun er sammen med venner eller den nye lesbiske kæreste, der er popsanger.
Vi hører kun Silvana Imam fortæler om et anstrengt forhold til faderen og alle hans regler, man han virker i grunden ganske sympatisk og ender da også med at signere prideflag.
Silvana Imam er tilsyneladende stolt af sin succes og hvad den betyder for andre, men i løbet af de par år, hvor vi følger hendes udvikling, synes hun heldigvis også at blive mere eftertænksom.
Havde instruktørerne i højere grad fokuseret på hendes tekster, ville vi have fået en større forståelse for hende og en bedre indsigt i hendes univers. Nu må vi tage til takke med en rodebutik, der næppe yder hendes sange fuld retfærdighed.
Michael Søby
