★★★★★☆
"Morderenglen" er navnet på Luis Buñuels surrealistiske mesterværk, der bl.a. vandt en Bodil som bedste ikke-amerikanske film først i 1960erne.
Værket har siden inspireret til en anmelderrost teaterudgave på Betty Nansen Teatret, og nu kan man opleve en bemærkelsesværdig opera-version i det royale Operahus.
Da forestillingen er samarbejdsprojekt mellem Salzburg-festspillene, Covent Garden, Metropolitan Operaen og Den Kongelige Opera, har man valgt at spille forestillingen under den internationale titel fremfor den danske.
THE EXTERMINATING ANGEL leger med ideen om et middagsselskab i et overklassehjem, hvor deltagerne pludselig bliver ude af stand til at forlade huset. Det er som sådan ikke nogen ny ide, og såvel Jean-Paul Sartre som Edward Albee har med skuespil som "Lukkede døre" og "En udsøgt balance" begge flirtede med ideen.
Men hvor både Sartre og Albee forløser os, vælger Luis Buñuel at gå planken ud, så de overlevende ender i det totale kaos, som nogen vil betegne som virkeligheden.
Komponisten Thomas Adè, der sidst stod bag den provokerende "Powder Her Face" på Operaens Takkelloft, formår i endnu højere grad end tidligere at udfordre de medvirkende musikalsk og dramatisk, men både iscenesætter Tom Cairns og Robert Houssart, ansvarlig for den musikalske ledelse, viser sig at være opgaven værdig.
Sjældent har Operaens solist-ensemble funklet så storslået som her, og de enkelte karakterer står med forbilledlig klarhed på scenen, som var det en Agatha Christie-film. Skildringen af civilisationens forfald rammer os i mellemgulvet.
Allerstærkest står mezzosopranerne Hanne Fischer og Randi Stene i rollerne som Blanca og Leonora, fordi de begge mestrer at forene virtuos stemmeføring med nogle stærke dybtfølte dramatiske udtryk.
Men det er i det hele taget damernes aften, og også Gisela Stille som værtinden Lucia, Kerstin Avemo som operasangerinden Leticia og Sine Bundgaard som enken Silvia efterlader store indtryk.
Blandt mændene glæder man sig især over Morten Grove Frandsen (perfekt placeret som Francisco), fyrige Jens Søndergaard som obersten samt en afdæmpet Simon Duus som butleren Julio.
Også Hildegard Bechtler har en stor andel i forestillingen triumf takket være en storslået og diskret foranderlig scenografi med palisanderport og guldvæg samt nogle udsøgte farvemæssigt afstemte kostumer, der bidrager visuelt til hver enkel karakter.
Spændingskurven brydes desværre af en lang pause, og spørgsmålet er om værket ikke ville have fungeret endnu bedre i en forkortet version på lidt over to timer uden pause?
Men THE EXTERMINATING ANGEL er og bliver en livgivende kraftanstrengelse for Det Kongelige Opera og et af sæsonens kunstneriske pletskud.
(Michael Søby)
